Så er søsygen blevet sovet ud!

Jeg er vendt tilbage fra landet.
I går var jeg med til at sejle denne her kutter, som skulle være et eller andet helt vildt og et stykke danmarkshistorie, fra én havn til en anden.

Jeg fik vel gjort mig selv så meget til grin, at samtlige fiskere på havnen nu definitivt har fået bevist, at alle københavnere er tåber!
Selvom jeg havde en aftale med mig selv, om IKKE at gå i vejen og i det hele taget holde min kæft og gøre hvad de nu bedte mig om, formåede jeg alligevel at hyle dem ud af det op til flere gange.

Mens de garvede fiskere og sejlere stod med et koncentreret og alvorligt udtryk, da den enorme kutters motor langsomt kom i gang, kom jeg dalrende tilbage fra ”Tunen” hvor jeg havde købt proviant til turen (saltpastiller og sodavand til skipperen).
”Kan du høre det min pige?” råbte Ole (skipperen) til mig.
Jeg var lidt i tvivl om hvad han præcist mente men ud fra alle de omkringstående menneskers fokus på motoren, gik jeg ud fra at det var til den han hentydede.
”Ja den lyder sløv hva?” TRAGISK SVAR!!!

Samtlige havnefolk vendte sig og sendte mig et vred og fornærmet blik. Det var som om at selv kutteren stoppede op!

”HVAD FOR NOET???” Brølede Ole ”Er du klar over at denne lyd er HELT eminent og noget som man sjældent hører mere?”

Mor! Blev hun en smule…flov? Her stod hun – den brave sejler – på vej ud på verdenens vande, hvilket i sig selv har rejst stor beundring blandt folkene på havnen, også kunne hendes datter ikke engang kende lyden af en rigtig ”kutter-gang”.
Hun grinede hovedrystende af mig og forvissede et par stykker om, at jeg altså IKKE var sejler og deres fornærmede og uforstående udtryk ændrede sig til overbærende grin.

På sejlturen prøvede de tålmodigt at sætte mig lidt ind i ”sejl-kunsten”. Jeg prøvede. Det gjorde jeg virkelig, men der blev jongleret med alle tænkelige maritime udtryk og jeg farede rundt og ledte efter ”akter”, mistede en ”fender” og kunne ikke finde ”styrbord”. Til sidst udstyrede de mig med en fiskestang og mente vel dermed at jeg ingen skade eller forvirring kunne gøre. Men snøren på fiskestangen var ved at gå i ”skruen” (hvilket vist ville ha´ været det værst tænkelige) så solbadning og smøg-rygning var vist det mest sikre at sætte mig til…så det gjorde jeg.

Jeg anser ikke mig selv som ”dum” eller mindre begavet. Men på sådan en båd bliver jeg bare forvirret. Min forvirring blandet sammen med min ivrighed for at være med og lære, er en slem slem cocktail og på en eller anden måde, ender jeg altid som…en klovn!

Da vi ankom til havnen med kuttere, lod jeg mærke til at et par yngre fyre som også havde været tilskuere til min tidligere optræden og opsang af Ole på den anden havn, sad og grinede små-fjoget da vi sejlede ind mod kajpladsen. Mor satte mig til at stå klar med et reb (HUN vil aldrig give mig op….TAK MOR!) og fortalte mig hvordan jeg skulle tage fra når vi nærmede os broen.
Det gik sgu godt og jeg var stoltheden selv. Alle åndede lettede op og kutteren var i sikkerhed.

”Så skal du bare binde en ”hæk”!” (hvad så end det er) råbte en af gutterne og de grinede højt som om at alle tiders vittighed lige var blevet slynget ud. Jeg fandt aldrig ud af hvad denne her ”hæk” gik ud på og en eller anden kedel-påklædt mand overtog og med et par hurtige bevægelser lavede han en eller anden knude, kiggede stolt på rebet og udstødte et ”SÅDAN!”.
Gutterne fik et utvivlsomt billigt grin over dette her lyshårede ”gespinst” som forsøgte at lære hvad de sikkert kunne fra fostertilstand og ok…fra mig til dem!


Nu er jeg så hjemme, hvor jeg i de næste par dage vil gøre hvad JEG nu gør bedst; være bymenneske!

Humøret er faktisk godt, jeg er frisk og glæder mig til i aften hvor LH og hendes fætter kommer til middag. Vi har lagt et helt program for aftenen mens det egentlig mål nok bare er at drikke os fulde, ha’ det skide skægt og forhåbentlig danse hele natten.

Jeg har bestemt mig for at klæde mig i sigøjnerstilen, men det kræver en nederdel som gud-ved-hvem har fjernet fra mit skab. Så foruden indkøb til middagen (vil afprøve min Paella-pande) og drinks skal jeg på jagt efter den her nederdel som sikkert kun eksisterer i min fantasi…eller hos gud-ved-hvem!