- Det er pudsigt med fordomme. Vi har dem vel alle i større eller mindre grad. Følelsen af at vi "ved noget om nogen eller noget" uden egentligt at have ret meget i det.
Nå, jeg fik da aflivet én af dem, jeg ellers havde gået og ruget lidt over.

Sagen er den, at jeg er ejer af et styk basse af ”meget stor hund” af en race, rigtig mange går udenom. – Og lad os bare få det afsløret med det samme: Rottweiler!
Stor, tung og sort og noget af en mundfuld for dem, der altså ikke kender ham og ved, at han ca. er det fredeligste, der kan gå på jord – hvis man altså ikke lige er due eller kat, der ved absolut fejltagelse indfinder sig på matriklen.
”Den rare løve” er hans nickname blandt venner.

- Nå, men min fordom omhandler så alle de andre hunde af samme race – sådan nogle, der ligner ham af udseende, men som mine forvrøvlede fordomme handler om sikkert er farlige og kun venter på det rette øjeblik til at æde min lille baby… Ak ja.

På morgenvandring kl. meget tidligt møder vi jævnligt to af den type. Og mine fordomme blev ikke mindre af at ejeren, der gik med de to kolosser hurtigt trak den anden vej, når han mødte os.
”Uha!” Tænkte jeg og trak Max den modsatte. ”De er nok rigtig farlige, de to…” og ”Kan han mon holde dem – så store de er?” og ”Hvad sker der, hvis de slipper løs?”

Ikke så få blodige og uhyggelige film spillede på mit indre lærred og selv på lang afstand, syntes jeg at fornemme deres savlende gab og lysende, røde øjne – for slet ikke at tale om de spidse Draculatænder, jeg syntes lyste i tusmørket, som de dræberhunde fra Helvede, der helt sikkert var tale om…

”Kom,” hviskede jeg til Max, der ellers kiggede langt efter de to hunde. ”Dem må du ikke hilse på. De er nok rigtig farlige…”

I går tullede Max så som sædvanligt rundt mellem buske og træer – uden snor, som han altid gør på det tidspunkt. Han går højst ti meter væk og foretrækker sit eget tempo kl. 05.15 om morgenen. Jeg tuller også og da ingen af os er helt vågne på det tidspunkt alligevel, tager vi turen i ro og mag.

På et tidspunkt var Max foran mig og tullede rundt om hjørnet – og lige ind foran en gigant-rottweiler…

Jeg lover mit hjerte var ved at falde ud af blusen af rædsel! Jeg væltede ind foran hunden og reeev Max væk fra den sikre død, før han med garanti blev ædt, flænset, flået og massakreret. Max lød sig forbløffet trække af med.

”Mon ikke det er på tide, de hunde får hilst på hinanden?” lød en venlig stemme efter mig og jeg vendte mig frygtsomt og kiggede op på en høj, rar mand og videre ned på en hund, der mistænkeligt meget mindede om min egen. - Også i størrelse. Tæt på kunne jeg også se, at de blodskudte øjne var brune og ikke decideret lyste af ondskab og morderlyst.

Dræberhundene hilste venligt på hinanden og ejerne ditto. Denne gang var der kun én. Den hed i øvrigt Øjvind og var stort set lige så farlig som sit navn.

Ak ja, endnu en fordom aflivet. Og naturligvis handlede det om, at Øjvinds ejer troede at lille Max var en væmmelig børste, der ville aflive Øjvind på stedet med sit dræberbid, nu han jo tilhørte denne glubske og farlige race.

”Øjvind kan altså godt blive lidt bange for store hunde,” forklarede ejeren og klappede sin pony.
”Det kan Max også,” løj jeg – for jeg er jo nok den største bangebuks af os to, når det kommer til stykket.

Solen kom frem i det samme og pludselig var det som om dagen var fuld af liv – og endnu en fordom kunne begraves…

Det bliver jo helt hyggeligt at møde Øjvind igen.