En klæbrig substans har fæstnet sig i mit indre. En aften for år tilbage. Skridtet imod det som alle forældre advare deres børn om. Man daser i solen af sit eget ego.. Damn, det føles godt at være " behøvet "
At være verdens navle for et andet menneske. Men, og mærk dig mit, men!!
En dag kommer der skyer for den sol..
En dag falder der, som på en kølig efterårsdag, en brise af tung tåge.. En skygge der indhylder alle træer og det grønne græs..
En tåge der engang imellem forbarmer sig og letter en smule, men for det meste ligger som et stramt og alvorligt ment kvælertag..

Bitter?? JA!!
Skeptisk.. Ja også det, men mest af alt er jeg så pisse træt af at det tunge slim har hyllet min smukke sjæl ind i en drabelig masse sej og uforklarlig lammende substans.
Jeg føler at mine bevægelser kommer fra kroppen, men at der er en verden der bremser min fremgang. Min hjerne er krøbet MINDST to str..
Og hjertet med..
Hvordan hænger det sammen?
Hvordan løser man gåden og finder frem til enden af regnbuen??
Er det ved at åbne sit hjerte?
For er ikk klar..
ER det ved at man gentager sit eget mantra, om at være pisse kold og kynisk? Fik en snak med min præst der bad mig hænge i..
I galgen eller??
Hvór ender det?
Hvordan ender det??

I dont fucking know men ender nok med at blive trukket ned i sandet og kvalt af alle de små sandkorn der tilsammen danner en altomfattende tavs død..