Fik taget de tunge skridt til lægen først på ugen. Synes at trapperne var højere end de plejede at være, men kom da derop. Havde også taget et af mine offer og hovedvidne med i form af min mand, til at støtte og berette om mine kære udsving - hvis jeg tabte tråden. Jeg fortalte lægen om min gradvis nedtrapning, som i store træk var gået godt indtil jeg stoppede helt. Talte lidt om tidl. psykiske udsving, som jeg " kun " er blevet behandlet for en ( sidste ) gang, og mente at jeg muligvis i større eller mindre grad skal fast medicineres resten af livet.
Er startet op med medicinen igen og skal her i starten gradvis køres op. Spurte om en sygemelding var på sit rette - hvilket han selv ville havde bragt på banen hvis jeg ikke havde gjort. Han sygemeldte mig denne og næste uge med og vil så se mig igen. Kan allerede nu mærke en vis forandring i form af mere energi og overskud, samt en indre ro. Søvnen driller godt nok, men slet ikke i samme omfang som den gjorde engang. Noget af en omvæltning at gå fra at være konstant træt og uoplagt, til pludselig at være rimelig ovenpå. Kan mærke at selv om der er sket en positiv forandring, så vil kroppen ikke helt acceptere det tempo som hovedet gerne vil have det til at køre i. Må indimellem kollapse på langs, men føler det absolut ikke som nogen stress faktor og accepter at sådan er det bare lige nu.
Tanken om at skulle være permanent medicineret og risiko for tilbagefald har jeg endnu ikke helt accepteret, men ved i bund og grund at det kan være nødvendig. Har i form af min far, André og erhvervsrealtelt baggrundsviden så stor indsigt i det psykiatriske, at jeg budte have været klogere end at tro at det kunne jeg sagtens selv klare det selv. Men af skade bliver man klog - og jeg blev rig på en erfaring.

Claus har fritaget mig for svigermors fødselsdag med medicineringen som undskyldning. Ved ikke rigtig hvordan jeg har det med det. Føler bestemt ikke for at deltage uanset sindsstemning, men kan ikke rigtig forliges med tanken om at bruge depression eller medicin som undskyldning. Specielt da jeg ved at min svigerfar ingen forståelse derfor har. Ved godt at det er hans problem og jeg ikke skal tænke på det, men det genere mig alligevel. Det drejer sig nok i bund og grund om erkendelse af sådan er det bare. André ønsker ikke at tage med når jeg ikke skal med, men har aftalt med stedet at han alligevel kommer hjem i den weekend. Så kan vi råhygge os med nogle gode film sammen.

Er gået i gang med det praktiske mht. at engagere flytning af adr. telefon, avis osv. for min far. Han er taknemlig for min hjælp, som i mine øje er det mindste jeg kan gøre. Han har jo ikke andre til at hjælpe sig og kan ikke overskue det selv. Græd den anden dag hvor jeg var der hjemme pga. at sygdommens favntag. Det har taget hårdt på ham at det er gået så hurtig ned af bakke. Har fortalt ham at det piner mig ikke at have besøgt ham mere end jeg har på det sidste, men jeg orker ikke påhænget - kan ikke rumme hende. Tror at han forstår !
Har ringet og rykket på områdecenteret for en løsning til hende. Kan ikke få pakket for min far, da hendes ting står alle vegne. Ringede i går efter opfordring fra sygeplesken på områdecenteret, til hendes sagsbehandler for at rykke for en løsning. Der er bevilliget hjælp til pakning af hendes ting og på mandag skal der være et boligmøde hvor der skulle tages stilling til hjælp dertil. Sagde til sagsbehandleren at hun uanset SKAL UD i næste uge og om det så blev forsorgshjemmet er underordnet. Min far ønsker hende også dertil hvor peberet gror, men er bekymret på hundens vegne. Den bogstavelig skide hund. Det er ikke hundens skyld overhovedet og jeg har virkelig ondt af den..... Har overvejet at skaffe den af vejen og finde et bedre hjem, men er ikke i tvivl om at hun vil i given fald ville politianmelde mig. Hmm

Vil til at være lidt aktiv. Havde ellers planer om at nu hvor jeg var sygemeldt så skulle jeg både dit og dat og indhente alt det forsømte, men igen, så går det ikke altid efter mit hoved ;-D