Så har hverdagen meldt sig igen. Og det efter en herlig Pinseferie, der startede med Runrig koncerten… og en hel masse Tina. Det har været rigtig dejligt, for hun har den fedeste humor, og er virkelig rap i replikken. Det meste af tiden har vi tilbragt på Karensminde… arbejdet på at få ryddet op og gjort det hele beboeligt, hvilket er et større projekt. Og det desværre vokser det i omfang. For jeg har opdaget at taget er utæt flere steder, og har været det længe, så træværket er flere steder i virkelig dårlig stand. Endnu en side på opgave listen, og sikkert også pænt minus i budgettet… desværre. Har taget fat i en af mine tidligere trænings kammerater, der er tømrer, for at høre hvad der helt præcis skal gøres… og hvad det kommer til at koste…

Ungerne er tilbage, og jeg kan mærke på dem, at det begynder at gå op for dem, at nu er mor altså rejst, og det varer noget tid før de ser hende igen. Så vi har haft nogle lange snakke om, at det er ok at være lidt ked af det, og savne hende, men at det trods alt ikke varer så længe inden sommerferien starter, og at de så skal rejse på ferie i spændende og varmt land. Suk, hvad siger man så, når de først stråler af glæde over det… og bagefter så siger at de vil komme til at savne mig? Forsøgte at klarer mig igennem ved at sige at jeg også vil savne dem, men at jeg så glædede mig til, at de kom hjem og kunne fortælle hvad de havde oplevet. Måske de ligefrem kunne tale lidt spansk, og så lære mig det. Reddet på målstregen, i hvert fald i første omgang, men der kommer sikkert mere af den slags i den kommende tid.

Heldigvis er Tina meget forstående, men jeg kan også godt mærke, at hun nok ikke helt er enig med mig i, at det er uklogt at involvere hende alt for meget i vores liv, før vi kender hinanden bedre. Hun skriver i hvert fald rigtig tit sms’er, både små søde beskeder… og nogen der næsten får mig til at rødme. Det er jo ikke fordi, at jeg ikke vil være sammen med hende. Men jeg er bare nød til at være der for børnene, og først og fremmest tænke på dem. Sådan ser jeg i hvert fald på det. Vi har dog aftalt at hun kommer om i morgen aften og spiser med, under det påskud at hun skal klippe børnene. Fredag skal hun (heldigvis) i byen med nogle veninder… ungerne og jeg tager ud til vores fremtidige hjem, ruinen som jeg spøgende har døbt den. Og så bliver der ude weekenden over, for at komme videre med det projekt. Heldigvis kommer det meste af familien og giver en hånd med, så vi endelig kan få ragelset ud. Tina har spurgt om hun må komme ud og give en hånd med. For at holde fast i mit princip, tja så burde jeg have sagt nej. Og det med at mine forældre og søskende (og hvem der ellers måtte møde op) begynder at stille spørgsmål om hvem hende Tina er… ja, det er næsten for meget af det gode. Men, jeg har faktisk sagt ja… for jeg vil jo også gerne se hende… selv om det så bliver foran den samlede familie… hmm, håber sandelig ikke at det får hende til at løbe skrigende bort.