Ja, nu er jeg altså den officielle ejer af Karensminde. Papirarbejdet er overstået, så nu mangler vi ”kun” at flytte. Det regner jeg regner jeg med at gøre, når ungerne rejser på ferie hos deres mor. I øjeblikket er det et værre ræs frem og tilbage; og et par timer her og der på gården, får det altså ikke til at skride fremad. I hvertfald ikke i det tempo jeg havde håbet på. Men det hjælper selvfølgelig altsammen, og især at begge unger er glade for at komme der ud. Især efter vi brugte det meste af weekenden på at bygge en hule til dem, oppe i et af de gamle træer. Det var selvfølgelig min fars ide, men det var faktisk ret fedt at være sammen om at bygge den. Det herlig oplevelse at være 3 generationer om en fælles opgave, faktisk lidt spøjst, for vi var så koncentrerede om opgaven, at vi ikke opdagede at både min mor og Tina benyttede chancen til at tage billeder af os... hvem sagde at jeg er et legebarn?

Jeg fristes også til at skrive, at det nu er officielt at jeg er kærester med Tina. For selv om jeg virkelig gjorde mit for at ”dæmpe begejstringen” for hende, da vi forrige weekend var samlet til arbejdsweekend på ruinen. Så lykkedes det vidst ikke særlig godt. Jeg dur bare ikke til at skjule, at jeg er lidt (meget) forelsket... jeg fik en del kommentarer med på vejen, så som ”hun er sød. Pas nu godt på hende”... Jo tak, jeg håber sandelig også at der er nogen der fortæller hende, at hun skal passe godt på mig... Nå, men i hvert fald endte det jo med, at VI inviteret til fødselsdag og grill både her og der. Et eller andet sted føler jeg mig snigløbet. Jeg mener, jeg gik til nøds med til, at Tina kom og hjalp i weekenden... og inden jeg får set mig om, så har hele familien taget imod hende med kys hånd, og inviteret hende med til al Forstående familie tam tam. Jeg burde selvfølgelig være glad for, at min familie tager godt imod hende. Hvilket jeg da også er... det er bare som om det hele går lidt for stærkt. Eller er det bare mig der er ved at være for langsom?

Jeg forsøgte at snakke med hende om det igen i aftes, men det er som om vi virkelig er fra hver sin planet: I hvert fald på det punkt. Ikke fordi det blev til et skænderi, tværtimod... det er bare som om, at der er en lille alarmklokke, der ind i mellem spøger i baghovedet…måske er det ”blot” gamle skeletter fra fortiden, der gør at jeg ikke kan slappe helt af, og lade tingene ske. I hvert fald så er det ikke noget konkret der gør mig usikker, så det er nok bare mig der ser spøgelser… endda ved højlys dag. Må se om jeg kan få dem manet i jorden i løbet af weekenden, hvor ungerne er hos deres bedste forældre. Tina har sagt, at hun gerne vil stå for weekendens program, så jeg aner ingenting om hvad der skal foregå. Hmm, har ellers forsøgt at få bare lidt at vide, men desværre uden held. ;-)