eet eller andet klarer jeg det da meget godt, når man tænker på at min nuværende situation på både arbejds og privatfronten ligger i en usikker gråzone og skvulper, men som det har været så mange gange før, ved jeg at det nok skal gå. det er bare første gang jeg har prøvet at alt i mit liv er lidt usikkert, men underligt nok bekymrer jeg mig ikke. ikke så meget.

men jeg glæder mig. jeg glæder mig til at få en fast indkomst, jeg glæder mig til at have de basale ting i min tilværelse. Et klædeskab...aaaahhhhhh, et ordentligt badeværelse...uuuuhhhhh, et ordentligt hjem....nøøøøøøhhhhhh.

utroligt hvad man kan vænne sig til. det var nok godt nok at jeg kom direkte fra spanien med så lidt så muligt, fordi ellers tror jeg jeg var gået amok nu!
eller måske er det fordi jeg ved at denne her tilværelse er midlertidig. det tror jeg det er.

tanker om at stigfte familie har også hjemsøgt mig. mit nye motto er at når nu min egen familie ikke kan æleve op til mine forventinger, så må jeg skabe en selv. måske er jeg ved at blive voksen. det føles sådan. men jeg er sgu også ved at være så træt at den der opslidende selvoptagehed. det var sgu da utroligt! migmigmig..hele tiden..bla, jeg er virkelig klar til at tage mig af en anden, at skabe, noget andet. det bliver faktisk ret kedsommeligt at hele tiden mærke efter og analysere sig selv, hele tiden skulle tage stilling til hvad jeg har lyst til. noglegange har jeg det bedre når der bare ikke er andre måder, andre veje, der er bare nogle ting der skal gøres....og man bliver så fandens doven af alle de valgmuligheder, hvor det alligevel ender med at man ikke rykker sig en tøddel.

mht. bogen går det stille og roligt fremad, men nok mere tilbage. sådan er det når det skal gå for hurtigt, men jeg hygger mig ved at gå at tænke på den. det har jeg altid gjort. når der er for mange usikre ting uden om mig, så mærker jeg en ro, når jeg tænker på min bog. det har jeg trods alt kontrol over, til en vis grænse.

min snigende eremittilværelse kommer nærmere og jeg kan høre alarmklokkerne ringe. jeg bliver snart nødt til at skal ud blandt andre menensker og heldigvis for mit arbejde, ellers gik det nok galt. jeg tror sgu jeg er blevet skadet dernede i syden, har vænnet mig til at være isoleret, og nu hvor valget står der, trækker jeg mig ind i mig selv og hygger mig gevaldigt.

den lalleglade opmærksomhedssøgende spasser er tavs. mon jeg har lukket mundern på hende for evigt? eller har hun bare fået nok. det var sgu da også på tide.
problemet ved denne tilstand er at jeg kan mærke, at bare ideen om at skulle starte et andet sted og arbejde, er nok til at jeg bliver nervøs. men jeg gør det nu alligevel, søger. heldigvis kender jeg mig selv så godt at jeg ved jeg bare skal igang, men noglegange kan det være en ilttom handling i sig selv.

nå, tror det er luksusproblemer, men det er egentlig også dejligt at have det nogengange- det er lidt ligesom den første side. den kan også være ilttom og så er det som om de første ord, skaber en slags fotosyntese (eller hvad, den fangede jeg aldrig i folkeskolen!). hvert ord skaber ny ilt og så bliver det lettere at trække vejret.
hey.....det kunne da godt blive et digt engang, men digteriet er lagt lidt på hylden.

hvis dette her havde været for 2 år siden, ville jeg være ved at gå til af stress. fordi jeg ville sidde og se livet suse forbi mig, jeg ville lade min angst for døden styre min hånd og min krop, og kaste mig ud i dødssyge projekter, som jeg egentlig ikke havde lyst til.
nej, dette her er en overgang, og jeg tror faktisk jeg nyder den.