jeg har gjort det igen. Men denne gang er det anderledes. det er befriende og jeg har aldrig haft det bedre.
jeg savner hende ikke engang, utroligt nok, men jeg tror at alle forhold, kærester eller veninde eller familie, skal indeholde i hvert fald een ting; initiativ fra begge sider.

det er mærkeligt. jeg troede jeg havde fundet min sjælefrænde, min åndsfælle, og det troede hun også, men forskellen på hende og mig var, at jeg viste det. det gjrode hun ikke.
det er mærkeligt. omgivelserne omkring mig synes det er synd at venskabet er ovre, og jeg prøver at forklare dem det, men jeg tror ikke de forstår. jeg tror ikke de kan sætte sig ind i den følelse af at føle sig som en latterlig, lille hundehvalp, at kun føle sig vigtig, når hun ikke havde en mand i sit liv.

jeg er skuffet over hende. vi havde meget sammen, men for første gang i mit liv, satte jeg mig selv først. og hvor har jeg dog undskyldt hende over for mig selv....hold kæft hvor har jeg undskyldt!! det er ikke altid godt at kunne sætte sig i andres sted, overhoved ikke, fordi tit glemmer man sig selv og hvad man selv vil. je ved hvor jeg har fået det fra. min mor har det på samme måde og hun kan heller ikke altid forstå, hvorfor det for nogle ikke er gensidig.

men jeg undrer mig virkelig. nu er det snart 4 måneder siden og hun ha ikke givet en lyd, ikke et spørgsmål, ingenting, som om jeg aldrig har eksisteret. men jeg holder fast. hun var ikke godt for mig. og det har åbnet øjnene for mine andre venninder, især den ene, især hende som kender mig og har kendt mig hele mit liv.
jeg ved hvem der er min bedste veninde, fordi som min kæreste så korrekt spurgte: hvem kan du regne med, camilla? hvem kan du regne med.

det er den skabelon jeg bruger nu. og jeg kan ikke regne med hende. når jeg kigger tilbage, kan jeg se det. det knne jeg og¨så den gang, men jeg undskyldte hende. der var altid en undskldning, også fra hendes side.

den bedste var "tiden løb fra mig". ja, men jeg er et menneske, merete, og du har ikke behandet mig som et menneske.

jeg har gjort det igen, cuttet et menneske ud af mig liv, men denne gang har det været noget af bedste jeg har gjort. min mavepine har været væk siden, min selvrespekt er igen ved at blomstre og jeg har genfundet min fortid i en veninde, hvor vi begge kan se hvor vigitge vi er i hinandens liv; og tør vise det.

jeg har ikke særlig mange veninder, men dem jeg har betyder utroligt meget for mig. dem kan jeg nemlig regne med.