I dag er det 9 måneder siden jeg slæbte th med hjem og op på mit værelse for første gang. I 9 måneder har han været min kæreste. Og i 9 måneder har jeg elsket at han har været det - for det meste.
Så han er min og jeg er hans. Sådan har det været. Sådan er det. Og sådan bliver det ved. Til en af os ikke kan holde til det mere. Til det lige pludseligt en dag er slut.

Jeg er vel træt af at være forelsket. Det er skønt, men er bare så frygtelig bange for at miste. Og forelskelsen gør det svært at sætte murer op så jeg ikke bliver såret. De er alle sammen revet ned. Måske står der et lille stykke tilbage et sted. Men jeg ved ikke hvor det er, og orker ikke lede efter det. Mit hjerte er blevet varm hen af månederne og det føles underligt. En gang i mellem løber der heldigvis en smule kold blod blandet med foragt og selvforsvar gennem min krop og jeg føler mig styrket. Men oftest ikke. Jeg har planer om at gå igang med mine lektier. Klokle og kæmpe. Virkelig tage mig sammen. Men jeg ved ikke om det lykkes. Det er så tit at det ikke lykkes. At alle mine planer bristes fordi jeg ikke stræber nok. Fordi jeg ikke orker at stræbe nok. Fordi sengen, drømmen og fantasien kalder.