Det er så dagen derpå. I går var det atter engang min fødselsdag - fjerde gang - mens jeg er på Pennen - og igen i år strømmede det ind med hilsener i min postkasse. Tusind tak for det - alle kære venner. Det gør mig så varmt om hjertet, at selv om jeg har været passiv og meget væk fra Pennen, så er jeg dog ikke glemt. Tusind, tusind tak.

Dagen forløb stille og rolig - men ih, hvor jeg nød den og jeg nød at blive godt forkælet. Jeg fik mange lykønskninger og hilsener - her og der på nettet, søde sms'er, telefonopringninger og små besøg. Jeg fik fine gaver - bl.a. smykkke af dejlige Nellefar (Carlo) og en stor buket røde roser af min søde datter.
Carlo kom tidligt hjem fra job og så hyggede vi. Jeg var så træt sidst på dagen - så efter at Carlo havde puttet mig godt på sofaen med et dejligt varmt tæppe over, gik han i køkkenet og kokkererede - koteletter i fad med ovnbagte kartofler og lækre grøntsager til. Uhm. vi spiste - ham og jeg - med to lys på et bord og tre forunderlige ord - så dejligt og hygsomt.
(Anne var smuttet til teori - ej til at forstå, at den unge dame allerede er ved at erhverve sig kørekort - men fakta.)

Det blev præcis så dejlig en dag, som jeg kunne ønske mig. Mærke varme og nærvær blandt mine nærmeste og erfare at venner og bekendte rundt om i hele landet tænkte på mig. Det glæder mig og det giver mig endnu mere lyst til at svinge mig rundt i træerne og igen give en skalle for et godt og harmonisk liv.

Til sidst vil jeg gerne komme med ordene, der stod i går i min "Livkunstens Almanak":

"Enhver kan bære sin byrde til natten kommer - også selv om byrden er tung. Enhver kan leve med sindet fyldt af venlighed, kærlighed, tålmod og tapperhed til solen går ned" skrevet af Robert Louis Stevenson.

Jeg sender et fingerkys til jer alle. Snurrer en gang rundt på kontorstolen og lader mig indfange af den hvide tornado, der kommer hvirvlende forbi. Der er dømt "operation 1. sal" - der trænger til at se mutter med kost og klud og sæbevand.

Hyggehejsa fra en snart "gammel" Nellemor.