18 år siden

tanker om døden

Hundetyven.
Regitze Møbi...
10 år siden
At træffe en beslutning
Baru
2 år siden
Dagen er tiltaget med 3 t...
Hanna Fink (...
11 år siden
8 års fødselsdag.
Peter
11 år siden
Sæsonpræget spisevaner 24...
Anna Gammelg...
2 år siden
Min beskrivelse på livet
Shawn Cee (J...
9 år siden
Frikadellemor
Olivia Birch...
9 år siden
Forberedelse til eksamen
Annabell Nie...
10 år siden
Uden kontrol
Hanna Fink (...
11 år siden
Byerne
Tine Sønder ...
12 år siden
Dag 7 på fyldepennen. Sta...
Gaffa Brandt
11 år siden
Bon jovi
Martin Micha...
5 år siden
De ligger der.
Ruth Christe...
8 år siden
Stilhedens tanker.
Line Ley Jen...
10 år siden
Hvor er min motivation?
Kasper Lund ...
8 år siden
Dag nr. 3 på fyldepennen....
Gaffa Brandt
11 år siden
Hverdag igen
Michala Esch...
11 år siden
god start på dagen
Jette Peters...
7 år siden
S-tog
Tine Sønder ...
11 år siden
Dagen idag virker langsom
Kellany Bram...
11 år siden
Hjem igen
Salomon
9 år siden
Luftforandring.
Neola
3 år siden
Drømme
Salomon
9 år siden
Dobbeltmoralsk miljøforkæ...
Merida Dunbr...
5 år siden
Fucking nympho - Kasper L...
Kasper Lund ...
8 år siden
Anden bog started
JesperSB
3 år siden
Det dér med dyr...
Michala Esch...
10 år siden
Min datters smukke sang
Ace Burridge...
12 år siden
Hverdag
Hanna Fink (...
6 år siden
Planlagde festival til la...
Carsten Cede...
10 år siden
Tag et lyn.
Regitze Møbi...
10 år siden
Karmacowboybukser og andr...
Olivia Birch...
9 år siden
Anastasias dagbogstekst om døden har fået mine tanker til at flyve.... Jeg kan ikke sætte mig ind i hendes smerte – men kan vel aldrig rigtig sætte sig ind i andres smerte, da man jo ikke kan åbne et hjerte op så man med de blotte øjne kan se, hvad et andet menneske betyder for en. Desuden tror jeg på, at erfaringer også tæller meget…. Jeg har ikke mistet forældre, så det kan jeg slet ikke sætte mig ind i….

Men jeg har mistet! Mange! – Rigtig mange. Kan huske for ti år siden, der begyndte min bedste veninde og jeg tælle hvor mange vi kendte, der var døde. Da vi nåede 20 stoppede vi, det blev simpelthen for uhyggeligt….

Så døden har haft stor indflydelse i mit liv. Jeg var til min første begravelse som 11-årig. Det var min morfar. Den mand i verden der betød mest for mig.. Han var død pludselig. Han faldt i søvn til et familiemedlems fødselsdag og vågnede aldrig op igen. Det var et chok. Han var ikke syg eller noget og var altid i vigør. Men pludselig ikke mere. Kan huske jeg stod helt alene med min sorg. Min mor var færdig – hun brugte far og hendes søskende til at komme over det. Min storsøster hjælp min lillesøster, men mig – der er den midterste i søskendeflokken – glemte man ligesom.. Så jeg havde mig selv. Siden morfars begravelse hadede jeg begravelse i mange år og ville gøre alt for at slippe for dem.. Kunne simpelthen ikke klare at se voksne mennesker græde. Det var det absolut værste. Så da min klassekammerat døde (to dage før min fødselsdag og 14 dage før vi skulle konfirmeres) var jeg dårlig den dag, han skulle begraves.. Det var klart psykisk for at slippe for at komme med… Kunne ikke klare at vi som klassekammerater også skulle være centrum – vi skulle sidde lige bag familien og hele byens øjne ville være på familien og os.. Så jeg fik meget ondt i maven, en smerte som gik over da jeg vidste begravelsen ville være slut..

Kom heller ikke til min søsters klassekammerats begravelse. Jeg kommer fra en meget lille by, hvor alle kender alle, så jeg burde have været med til hans, men igen, jeg kunne ikke.. Kunne heller ikke til en anden ung mand jeg kendte, som gik en klasse under jeg. Han blev kørt ned lige uden for skolen og døde i sin klasselærers arme. Vi arbejde det samme sted.. Men jeg kunne heller ikke. Gennemførte endda min eksamen den dag han døde…

Jeg var dog med til min mormors begravelse.. Hun døde efter et længere sygdomsforløb. Hader kræft. Den frygteligste sygdom. Man så hende bare visne for ens øjne. Det var frygteligt. Og man kunne intet gøre. Hun blev bare dårligere og dårligere.. Jeg kunne ikke klare at se på hende. Kunne ikke håndtere at se min yndlings dame i hele verden, der altid var den der løb rundt på gårdspladsen med os og mine yngre fætre og kusiner, nu ikke engang kunne gå selv. Hun havde den der farve, som alle der har kræft får. Den der askegrå/gullige tone i huden. (Man kan se når folk har kræft. Jeg har diagnosticeret mange før de fik det af vide af lægerne… Naturligvis kun for mig selv).. Og hun sank mere og mere ind.. Til sidst fik en hun sprøjte morfin.. Det var det bedste. (Jeg klart ind for aktiv dødshjælp..)..

Siden det er min faster død (selvfølgelig min yndlingsfaster), min farbror – igen selvfølgelig den jeg bedst kunne lide af dem, min fætters kone, min onkel, min kollega, og så nogle lidt længere ude…

I et langt stykke tid rørte død mig ikke. En overgang døde mange i mit lokalområde, også unge mennesker, men jeg kunne ikke græde over det. For hvis det ikke var en jeg virkelig holdt af, så kunne jeg ikke blive synderligt berørt af det. F.eks. da min farmor døde. Jeg græd ikke. For for mig var hun mest den gamle dame, der sad i stolen når vi kom til kaffe. Har været på ferie der mange gange, men har aldrig haft en samtale med hende. Hun var altså over 70 da jeg blev født. Nogle mennesker græder nærmest når bare ordet begravelse bliver nævnt. Det gør jeg ikke. Det skal tæt på, før det gør noget ved mig.. Var med til venindes fars begravelse. Alle græd – undtagen mig… Kendte ham jo ikke. Var der for at støtte veninde.

Nå, men kom bare lige til at tænke på døden. Den rammer jo os alle. Og jeg føler med folk, der har mistet. For den smert kan være alt ødelæggende. Også selvom den ikke er det, er den et helvede at skulle igennem. Sådan er det vel med sorg. Den stopper ens funktioner i noget tid – de

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget tanker om døden er publiceret 28/07-2006 09:22 af hemo.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.