Her kommer første uddrag om besøget fra Danmark.

Søndag d. 23 april, huset var klar til indlogering af mine 3 venner fra det høje nord - Odense banden som de kalder sig - og det passer meget godt til dem ;-)
Bilen vi skulle leje var hentet inde i city ved Ace Rent-A-Car, en Toyota Camry Altise.

Så sidder vi der og venter søndag aften, min datter og jeg . Venter på at klokken skal blive 12 midnat så vi kan bevæge os mod lufthavnen og hente "banden."
Der er kun ca. 20 min. - 1/2 times kørsel her fra Armadale til Perth International Airport.
Forlængelsen af Tonkin Highway her ned som går lige op forbi Horrie Miller Drive (lufthavns vejen) har gjort det meget nemt at køre der op.

Vi kører, det er koldt og lidt regn kommer der. Ja altså efter mit indbyggede termometer er det koldt. Senere grinte mine venner nu af mig fordi jeg frøs, der var vist omkr. 19 - 20 gr.
Vi parkerer - i 27 kartoffelrække - og går mod lufthavnsbygningen. Folk kommer og går med oppakning på vogne, andre som os skal ind og modtage besøgende.
Inde i ankomsthallen er der mange mennesker, nogle sidder tålmodigt og venter på de mange rækker stole. Andre som min datter og jeg må altså helt hen hvor dørene fra told og karantæne områderne går op og de rejsende kommer ud.
Vi er SÅ spændte, jeg har kameraet klar.
Og vi venter, og venter. Ser de mange fremmede ansigter og deres udtryk idet de kommer ud og ser alle os ventende på den anden side dørene.
Lige pludselig er de der og jeg fik 2 billeder af dem. Snakken går omgående og udveksling af knus, endelig er de her.

Uden for lufthavnsbygningen snupper jeg lige et par billeder mere. Jeg går hen og ordner betaling af parkering mens de pænt venter på mig. Så kan vi gå hen og finde bilen - i kartoffelrækken.

Der er masser af plads i bagagerummet til deres kufferter og tasker. Da vi skal ind i bilen stiller den ene af mine venner sig ved forreste højre dør, ti hi der skal jeg jo sidde og køre :-)

På vej her hjem ser min datter som den eneste en kænguru. Det skulle vare flere dage inden vi langt om længe så kænguruer i det fri igen.

Vi får kufferter o.s.v. bakset ind i huset og vi anviser værelserne hvor de skal bo, der snakkes og grines. Vi sætter os ind i stuen og der snakkes videre om rejsen her til, sidste nyt fra Fyn og gamle kolleger der. De roser mit hus og jeg er bare så glad for jeg kan huse dem.

Det blev ud på de små timer inden vi gik til ro.