Drømmwn
Martin Micha...
6 år siden
Kære natbog (X)
Olivia Birch...
9 år siden
Hverdagen
Hanna Fink (...
10 år siden
Aloe Vera Gel og mandehør...
Victoria Wan...
9 år siden
Hinkestenens anatomi
Olivia Birch...
9 år siden
Alene i skyerne
Tine Sønder ...
12 år siden
Gode dage forud
David Hansen...
7 måneder, 28 dage siden
4 år føles som i går.
Jønsse
8 år siden
Vægttab og jobsøgning
Racuelle Hei...
6 år siden
Tiden i Perspektiv
Rebecca Rahb...
8 dage siden
dag nr. 4 på Fyldepennen....
Gaffa Brandt
11 år siden
1-09
Halina Abram...
7 år siden
Konklusion vakget 2019
Martin Micha...
5 år siden
Om sorgen...og post-weddi...
Sylvia Ebbes...
11 år siden
Første indlæg og ny tid
Miriam Lidbe...
7 år siden
Jeg har det... Jeg ved det ikke rigtigt. Jeg er udmattet, jeg er knap så frisk og jeg smiler ikke. Ikke længere. Jeg var i skole idag, for første gang i år 2006, og det var skønt. Efter 20dage hjemme trænger jeg til at komme afsted. Men nu er jeg også smadret. Togene, gud hvor jeg hader togene. Så forsinkede altid, så forskruede tider altid. De passer ingen steder hen med hvornår jeg skal møde og har fri. Idag havde jeg fri 14.30, hjemme 16.27... Det er jo ikke fedt. Det er slet slet ikke sjovt at sidde en halv time på en kold stadion i en halv time i uvished. Ingen anelse om hvornår det forsinkede tog har tænkt sig at komme. Jeg føler mig så alene når jeg sidder der. Der er masser af mennesker, jeg ved alle hvem de er, men jeg hilser ikke på dem, jeg snakker ikke med dem. De ved hvem jeg er, de hilser ikke, de snakker ikke. Gider ikke, tør ikke, vil ikke, kan ikke.
Jeg har spist for lidt. Alt for lidt nogle dage. Men jeg kan bare ikke. Jeg bryder mig ikke om maden, det hele er så uappetitlig. Jeg spiser fordi jeg skal. Fordi jeg ved at det er nødvendigt. Men det smager ikke godt. Kun kage, varme rundstykker og den slags gider jeg. Og det har jeg ingen ret til. Jeg burde bare spise de brød vi nu har, spise pålæg også og pærere. Men jeg kan ikke. Kigger på det, og stirrer så bare. Det er bare for ulækkert. Tjekker vægten, og går jeg ned, så spiser jeg. Det skal jeg. SKAL SKAL SKAL. Jeg må ikke tabe mig mere. Men jeg kan ikke huske hvad jeg har vejet. Jeg kan huske hvad jeg sagde at jeg skulle veje. Hvad der var den vægt jeg skulle være så tæt på som muligt. Jeg vejer et kilo mindre.

Jeg er træt af mig selv. Træt af ikke at være mere åben, højtråbene, udadvendt, aktiv... Det er jeg bare ikke. Sådan er det bare. Det må jeg leve med. Egentligt kan jeg vel også godt li det sådan. For det meste. Eller det halve af tiden i hvertfald.
Hvorfor er jeg så fandens træt og udkørt... Jeg gad godt at jeg lukkede øjnene, faldt i søvn og så først vågnede i morgen, ude på skolen, klar til at starte en dag på ny.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Træt er publiceret 09/01-2006 17:24 af Stella Hvidemann (Stella).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.