Det kræver lidt forklaring at fortælle det hele. Beklager at det nok er forvirrende beskrevet. Tale er svært at gengive i datid.

En dag hjemme i ferien, da mig og M gik inde i byen, og vi lige var gået forbi smykkeforretningen, spurgte han mig " hvis du på et tidspunkt skulle have en ring, eller en halskæde, hvordan skulle den så se ud?"

Som samtalen udvikler sig, kan jeg fornemme at han faktisk snakker om en forlovelsesring. Jeg bliver lidt irriteret, fordi vi for lang tid siden har vist og fortalt hvad jeg godt kan lide. Synes derfor det var en lidt unødvendig snak, der bare dræber det romantiske.
Også fordi jeg så regnede med, at der ville går et stykke tid før det blev aktuelt, for hvem vil have en ring på "bestilling?"

Fik forklaret ham hvordan jeg føler, mht. til ikke at aftale at man bliver forlovet, for bagefter at han skal fri. Han forstod hvad jeg mente, men havde det selv sådan at han gerne ville forloves med mig, men ikke kunne se sig selv fri endnu.

Presset af ønsket om at de skulle ske, sagde jeg at hvis han ville, kunne vi godt gøre det på den anden måde alligevel.

Og så skete der bare ikke mere. Hvilket gjorde mig vildt frustreret. For hvad nu hvis han bare ville have de ting på plads, men ellers ikke tænkt sig at der skulle ske mere før om et par år. Blev pirrelig og uudholdelig. Og prøvede at forklare ham hvorfor jeg var sådan. Sagde til ham at jeg ikke vidste hvad jeg skulle forholde mig til, og gøre. Han kyssede mig, og sagde at jeg bare skulle lade være med at bekymre mig, og ikke gøre noget som helst.
Det lod jeg så være med, men havde det stadig meget i tankerne. Det må endelig ikke lyde som om jeg bar eer desperat efter at få en ring på fingeren. Men det er en del af min fremtid det handler om, og så vil jeg sådan set gerne vide hvad der skal ske.

Jeg slog mig til tåls med at jeg ikke ville få besked med det sammme.
Spekulerede på at der måske skulle ske noget nytårsaften, på vores seksårsdag. Jeg spurgte ham, hvornår på dagen vi skulle give gaver. Da han ikke havde lagt sig fast på et tidspunkt, og bad mig bestemme, kunne jeg konkluderer at der ingenting ville ske den aften.

Som dagene gik, kom jeg også mere ned på jorden, og forligede mig med at der skulle gå lidt længere.

Jeg vidste, jeg ville få en forsinket årsgave. Der var nemlig ingen af dem, der var kommet frem med posten pga. vejret.

Hjemme hos R i tirsdags, brugte vi lang tid på at snakke om det. Og jeg fortød faktisk at var gået på kompromis og sagt at vi kunne gøre det på den måde, jeg egentlig ikke går ind for. Men vidste ikke helt om jeg kunne hale i land igen.

Der blev ikke snakket mere om emnet efter vi kom hjem. Indtil i går.

M var på posthuset, mens jeg snuede den lidt længere i sengen. Da han kom tilbage, lagde han sig ind til mig i sengen. Han havde hentet min gave.
Han sagde, at gave var et symbol på at han elsker mig, at han geren vill ændre sig for min skyld, og hvor meget han ønsker et fælles liv med mig. + noget mere selvfølgelig. Og så gav han mig en æske, der lyste langt væk af frieri.

Jeg kiggede på ham, kiggede på æsken, kiggede på ham, og kiggede på æsken igen. Men der kom intet ud af hans mund. Jeg åbnede den, og i den, var en flot ring. Hvidguld med en oval luseblå sten, og og en hvid sten på hver sin side af den.

Jeg reagerede måske ikke som han gerne ville have haft, men jeg vidste simpelthen ikke hvad den betød. Så det belv jeg nødt til at spørge ham om.
Han sagde han vidste hvordan jeg havde det, så det var op til mig, hvad jeg ville betragte den som. For ham betød den det samme som en forlovelsesring. Så hvis jeg ville, måtte jeg gerne betragte mig selv som forlovet.

Jeg blev glad for at han havde respekteret mit ønske, og sagde at udadtil har jeg ikke tænkt mig at sige til folk at vi er forlovet, for det er vi for mig, først når en af os har friet rigtigt, men at jeg alligevel indeni føler mig sådan.

Derfor hælder jeg mest til at vi er forforlovet. Jeg føler i hvert fald at vores forhold er mere tæt, selvom det selvfølgelig kun er symbolsk. Jeg ser det som en tillidserklæring...som jeg måske har manglet nogle gange.

Det er en lidt mærkelig følelse, og jeg kigger på min finger hele tiden, men det er en god følelse.

Føler mig allerede lidt mere voksen og seriøs, men det er nok blot fordi det er så nyt endnu...Det er nok snart væk igen ;)

Håber der bare var et par stykker der forstod sammenhængen i denne forklaring.

-Berta