Når man ser på al den fokus, der har været på den tilstundende jul de sidste mange uger, skulle man tro, at danskerne var meget optagne af det kristne budskab, som jo i bund og grund er det, som julen handler om.

Et gennemgående tema i biblens fortællinger om Jesu liv og virke er omsorgen for de syge, for de dårligst stillede, for de udstødte og dem, som ikke magtede at klare sig i datidens samfund.

Men det er ikke det tema, som fylder debatten om vores velfærdssamfund. Der er på det seneste kommet flere seriøse undersøgelser, som viser, at de dårligst stillede i Danmark gennem de seneste 4 år er blevet endnu dårligere stillet. Undersøgelser, som regeringen gør meget for at nedtone og bagatellisere.

Skal vi måle velfærden i Danmark, bør det ske på grundlag af, hvordan vi sikrer den dårligst stillede del af befolkningen en rimelig andel i den økonomiske vækst.

Det gør vi ikke med tiltag som at lægge loft over kontanthjælpen. Kan regeringen med rette mene, at man giver mennesker kræfter og helbred til at komme ind på arbejdsmarkedet ved at sparke dem endnu længere ned, end de i forvejen er? Og tror man virkelig, der bliver flere arbejdspladser i erhvervslivet for mennesker med nedsat arbejdsevne, ved at skubbe disse mennesker længere ud i fattigdom? Og hvilken start på livet giver samfundet børnene i de familier, der rammes af regeringens manglende ansvar for den dårligst stillede del af vore medborgere?

Man kan også undre sig over, hvordan et teologisk uddannet medlem af folketinget (Søren Krarup DF) kan give udtryk for, at vi ikke har plads til og råd til at tage imod og give torturofre en anstændig behandling i Danmark. I biblen fortælles flere eksempler på, at Jesus også udstrakte sin omsorg for nødstedte til folk af fremmed herkomst.

I stedet for de ”luksusproblemer” velfærdsdebatten hidtil har handlet om, er der et stort behov for, at vi vedkender os vor kristne arv og finder ud af, hvordan vi udbreder velfærden til de befolkningsgrupper, som trænger mest.