Klokken er 22,30, og solen er forsvundet ned bag den vestlige horisont. Det er en af de pragtfulde lune aftener, hvor jeg nyder naturen med en stille gå-tur ad naturstien gennem skoven. Træerne på hver side af stien rører hinanden med kronerne og danner et tag over stien. Det er som om jeg er på vej gennem en tunnel, hvor jeg langt forude ser lyset der, hvor skoven holder op, og de grønne marker breder sig i den sidste rest af dagslys.

Selv om det er ved at være mørkt her mellem træerne, fornemmer jeg livet omkring mig. Fuglene synger fortsat – jeg vælger at tro, de synger af glæde, men ved jo godt, at det handler om at forsvare sit område mod indtrængende artsfæller. Pludselig sker der noget – en solsort skræpper meget højt og forsvinder længere ind i skoven. Men så sænker roen sig igen. Jeg står stille og føler, hvordan naturen kryber ind under huden og fylder min sjæl med fred og ro. Det rasler i de tørre blade lidt ved siden af stien – umuligt at se, hvad det er, men nok en mus, som passer sin dont.

Omkring 20 meter foran mig bliver jeg opmærksom på en sort lydløs skygge, som daler ned på stien fra træerne, og da den sekunder efter letter igen, går det op for mig, at det er uglen, som også har hørt musenes puslen i bladene, og måske er der nu en mus mindre i skoven, fordi uglen er i gang med sin dont.

Jeg går hen til stedet, men kan ikke se spor efter dramaet. Men jeg får øje på uglen oppe i et af træerne, hvor den formentlig sidder og venter på sit næste bytte. Jeg står lige så stille og kigger, til jeg ikke mere kan skelne den i det hastigt tiltagende mørke, og får en fornemmelse af at være i en eller anden form for kontakt med den – føler den betragter mig længe efter, mine øjne har kapituleret for mørket.

Jeg løsriver mig fra dette eventyr – at føle sig som en del af naturen – og sætter kursen mod den nu svagt lysende ende af tunnelen.

På vejen hjem tænker jeg på, hvordan her var i februar måned med sne, is, kulde og blæst. Kontrasten er overvældende – og jeg er fyldt til bristepunktet af undren over naturen samtidig med, at jeg føler mig styrket og afstresset og nyder følelsen af, at en del af naturens livskraft har fyldt mig og givet mig en berigende oplevelse.