Jeg burde have startet den her dagbog for længe længe siden. Måske jeg så ville have kunnet se min udvikling ?

Kort sagt .. Min kæreste blev gravid med sin elsker, jeg mistede mit job, min "gemte" alkoholisme brød i perfekt samarbejde ud sammen med en voldsom depression. Samtidig fik jeg skadet ryggen og det hele endte i et økonomisk, følelsesmæssigt og fordrukkent kaos.

Jeg forsøger at komme ovenvande. Jeg prøver og overleve. Jeg tænker hele tiden på at jeg ikke må give op, og forsøger i det omfang det er muligt og kæmpe hårdt hver dag for at tænke rigtigt, bevare optimismen og bevæge mig fremad. Det er bare så frygtelig svært. Jeg har virkelig prøvet, og hver gang jeg har forsøgt mig er det endt med en gevaldig lussing. Sygdom, fyresedler og så videre.

Jeg er på antidepressiv medicin og antabus. Jeg forsøger og flygte hjemmefra så tit jeg kan og så tit mine få men uhyggeligt gode venner tillader at jeg opsøger dem. Gerne i dagevis.

Jeg er ikke selv herre over mit liv. Jeg styrer ikke selv mine tanker. Jeg ønsker mig så brændende og blive "normal" At smile, at passe mit arbejde, at kunne hygge med vennerne over en flok øl og et pot billard. Jeg savner mig selv. Jeg drømmer mig ofte 10 år tilbage - tilbage til dengang jeg var glad, impulsiv, fremadstormende, initiativrig, og bare et tossegodt menneske der altid grinede ad det hele.

Ofte bliver jeg beskyldt for at savne X´en. Det gør jeg ikke. Hun har løjet, bedraget og gjort mig så meget ondt og sårende i hendes egen misforståede godhed at jeg aldrig ville kunne stole på hende. Aldrig ville kunne se hendes fantastiske smil uden at tænke på alt det der sårede mig så dybt ind i hjertet og rev det i småstumper.
Jeg savner derimod meget det vi havde sammen - dengang vi havde NOGET sammen.
Vores små ordspil, vores evne til kærligt og kysse og nusse hinanden. Vores fælles interesser. Vores hygge over kryds og tværs, computerspil og så videre.
Grænsen imellem at savne en og savne noget er hårfin. Ekstrem balancegang. Og jeg ved hvad jeg føler. Og jeg ved at jeg kan skille det ad.
Sommetider ser man intet lys for enden af tunellen. Sommetider føler man så meget savn at man blot kaster sig over ethvert menneske af modsat køn der blot udviser den mindste interesse.
Indtil videre har jeg lært at afvise dem. Jeg forsøger og tænke fornuftigt og klart. Et sted derude er der en pige der ubetinget gerne vil have mig. Jeg har afvist hende.
Faktisk føler jeg mig stolt over det. Faktisk er jeg glad for at jeg trods min forvirrede hjerne og mit enorme behov for kærlighed og tryghed har evnet og sige til hende at jeg ikke kan nu.

Kommer tid kommer råd. Tiden læger alle sår. Alt godt kommer til den der kan vente.

Utålmodighed er en ubehagelig omend nødvendig dyd. Jeg venter. Jeg prøver. Men hvor er det frustrende ikke og .. Kunne ? Ville ? Turde ? Tage imod hendes kærlighed ?

Jeg føler bare ikke det vil være rigtigt. Ikke nu. Jeg føler jeg er nød til at vente. Hun vil forlade sin kæreste gennem tre år for mig. I morgen. Jeg tør ikke påtage mig det ansvar. Tænk hvis hun forlader ham og min hjerne senere får mig overbevist om at det er forkert ? At hun kun vil såre mig ? At hun kun vil bruge mig ?

Jeg ved at sådan er de ikke. Sådan er venner ikke. Sådan er de mennesker jeg kender ikke. Men jeg kan bare ikke få mig selv til at tro på at jeg er så meget værd at folk vil ofre sig for mig.

Livet er altså svært. Meget svært. Især når man ikke selv bestemmer.

Faktisk er hun smuk. Faktisk er hun et dejligt menneske. Faktisk tror jeg vi kunne leve godt sammen, få dejlige børn sammen og leve i lykkelig harmoni og fred.

Jeg tør bare ikke. Ikke endnu .. Slet ikke endnu ..

Senere ..

Måske .. ?