Endnu en dag er begyndt. For mit vedkommene kl 6.
Har mest bare stirret op i luften de sidste timer, inde på mit værelse. Op på mine krystaller der hænger ned i klaser og glimter på væggen når lyset rammer rigtigt.
Har fået webcam... Eller min bror har. Vi bruger den meget. Laver meget sjov. Har taget en fandens masse billeder af migselv. Jeg har det som om at jeg faktisk er køn nok... Smuk. Ja... er jeg ikke det? Hvor skulle i vide det fra... nowhere... men ja jeg har det smukt. Selv nu, med morgengarn og hyggeligt nattøj. Jeg er sgu okay. Indeni og udenpå. Lidt sort indeni.
Er faktisk bange for at miste det. For det er jo det sorte der skriver. Er det ikke. Som i 'Frøken ingenting' hvor hende der musikeren har et monster i sig hun ikke kan leve uden.... Er det ikke sådan det er stella? Er du ikke skide bange for at miste tristheden-for hvad skal jeg skrive om hvis jeg ikke kan mærke smerten? Hvordan skal jeg få inspiration hvis angsten ikke ligger gemt indeni? Hvordan skal jeg få en ting som en matematisk asymptote til at blive til en tekst om 2 mennesker der aldrig kommer for tæt på hinanden? Hvordan skal jeg få en ring på min finger til at blive en tekst om en lykkelig gift kvinde der har en søn som hun ikke forstår fordi han tænker så langt verden rækker.
Hvordan skal sneen blive til et minde fra en mand der har mistet hans elskede som fik ham til at se?
Jeg skriver ikke lykkeligt. Det er sjældent. Det er ikke den jeg vil skrive om- lykken. Det er det ikke. Jeg ville gerne kunne men jeg kan ikke.
Det tror jeg ikke at jeg kan.
Hmmm hvor meget ville jeg miste hvis jeg nu levede livet til det inderste af mit sind?