hey dagbog, oprørets time er kommet, - alt hvad der før ville have magt over mig, eller generede mig, - bliver sat på plads...dette er min forbøn!

En gammel "ven" har skrevet til mig, noget om at vi havde det hyggeligt engang, men at han så ville gå,..(jeg gad ikke snakke med ham) Den må jeg hellere svare tilbage på! for han har vist en ret selektiv hukommelse..jeg vidste som barn ikke hvor jeg havde ham, var han ven eller fjende. Engang imellem legede vi sammen, ja det var da hyggeligt..men hvad med alle de gange han var med til at mobbe mig? dengang vi var på tur, og ham og en anden mobbede mig under hele turen..er det det han mener går med ind under, at vi havde det hyggeligt! Timen er nær tom duelig...nu er det hans tur til at mærke min vrede! og han har lige lagt op til et smash, - jeg gav ham chancen til i stilhed at fedte af!

så var jeg i kirke lige før, min bror blev gift. jeg hader kirker, og alt hvad de står for! Denne blege jesus på korset, født i et land hvor man ikke er det, det virker mig så uldent...men op i røven med det, - jeg har erklæret gud krig! men der er mere, jeg skal nok vende tilbage senere, lige nu må jeg hellere gå til festen..jeg har et job som plante...

Det var en af de sidste gange jeg kom i kirke i mit liv. selvfølgelig er der mine forældres begravelse (til den tid)
men ellers. sjovt, jeg kiggede på gravstederne, lige oppe ved indgangen og hele vejen ned, var det ligesom om de finere folk var begravet...der stod hvad de havde lavet i livet...der skal sku ikke stå pædago på min gravsten...men det er igen fordi, det jeg arbejder med, er aldrig der jeg har mit liv. Jeg begynder at se fordelen i at der blot står "hvil i fred" - måske skulle "I fred" fremhæves.

Så fik jeg skrevet det til ham der, som havde skrevet til mig...heehe, som man skriver får man svar.

jeg tog lidt tidligere hjem, jeg var ved at blive træt af at smile. der er grænser for hvor længe jeg kan holde det ud...det er ikke fordi jeg ikke kan li min bror eller bruden, - men mit hjerte er bare ikke til det mere..inden i det, er der en tryggende fornemmelse,..nedtrygt, at skulle holde en illusion om glæde oppe i 24 timer..kræver energi...og at blive konfronteret med " skal du ikke finde dig en?" spørgsmålet, trækker tænder ud..siger man nej, så kommer den straks..om man er bøsse..Nej det er jeg ikke..I deres verden er man enten til det ene eller det andet, - men jeg er mere til bare at være i fred og ro, alene. Så er der alle deres traditioner, jeg vil river dem i stykker en efter en...alt imens de måbende pludselig ikke forstår hvorfor jeg kan sige dem imod..men jeg er ikke en man kan få til alt, man kan forsøge at sige til mig hvad jeg skal gøre, - men jeg kan også godt med det samme love, at det jeg gør, - er det jeg selv vil, ikke hvad andre vil have mig til..det fandt de ud af idag..da de godt ville ha en butterfly på mig, - hvorefter jeg sagde, at jeg da kunne tage cowboy bukser på..så holdt de kæft, - de vidste godt at jeg kunne finde på det..dont tell me what to do!

Jeg ved folk måske ikke kan li mig, men en ting er de så bare nød til at fatte, - jeg behøver ikke anerkendelse fra nogen. mit motto på det område er, "if you dont like me, bite me"

sætter melodien, "rigtige mænd" på :)