Ganske alene hjemme.
Ganske rart
Har skrevet 3-4 sider på romanen, og fundet endnu en mulig overskrift. Denne her er, ret genial. Om den så kan leve op til hele teksten ved jeg ikke.
Det værste ved mig, er nok, at jeg ikke vil nøjes med at skrive en "okay roman" Det er simpelthen bare ikke godt nok. Den skal være GOD, VIRKELIGT MEGET GOD.
jeg kan kæmpe videre og videre. Men tanken kredser om samme emne. Tanken er IKKE god nok, historien er for KEDELIGT, RUTINEPRÆGET, det hele er skrevet før. Historien er skrevet før.
jeg vil hellere lave noget NYT. Noget ingen har sat ord og tanker på før. Noget større, end en ung populær piges sind, der har været udsat for overgreb og nu lider af anoreksi.
Det er bare for.... BÆ

Jeg skriver godt nok. Tankerne er gode, men selve historien virker bare på en eller anden måde for orginal. Noget der er sagt før af så mange.

Jeg tænker på P (en jeg har gået i klasse med og Dl's ven) og Dl. Om jeg hvad vi 3 kunne snakke om, hvad vi kunne give os til ude på skolen, oppe på stationen.
Jeg er begyndt at tænke lidt på ham. Afstanden nåede ikke at være stor nok. Tiden gav ikke afstanden lov. Men jeg kan godt. Jeg vil. Mit sind, min tid, skal altså ikke bruges så meget på ham. På at drømme på den måde....
Det er selvdestruerene. Eller måske er det ikke. Jeg ved det ikke.
Men det skræmmer mig, at jeg har så svært ved at løsrive mig selv. Jeg drømmer altid foran spejlet. Måske er det mig selv jeg er forelsket i. De spørger om noget, jeg fortæller. Jeg smiler, jeg ser tjekket ud. Samtalerne er lange, men omhandler næsten altid de samme emner. Men jeg kan faktsik bruge timer på (ej ikke timer, men det føles sådan) at stå og diskuterer med "dem", med nogle....

Men ja... jeg er alene hjemme. Det har jeg sagt før. Det er rart.
Det er "forfriskende" at flippe ud til noget musik. Til bare at reagere på en sang. Til at bare kunne være.