Altså, nogen gange så tror jeg lidt på det overnaturlige...
Der sker bare af og til nogle ting, som ikke kan være helt tilfældige!

Som fx for et par dage siden..
Jeg havde skrevet et brev til min mormor - men kunne ikke huske hendes adresse. Jeg havde søgt på nettet, nummeroplysningen og alt hvad jeg kunne finde på, (Og jeg plejer altså at være lidt af en haj på det område!) men den var bare ikke til at finde.
Derfor var min sidste løsning at ringe til min mormor for at få adressen. (surpise momse - gæt om jeg sender et brev!)
På vej op af trapperne til min lejlighed, ryger der noget ud af min lomme. Et lille microskopisk stykke papir. Først går jeg bare videre, men efter jeg er gået et par trin - kommer jeg i tanke om at Thomas og jeg altid får den anden til at samle ALT op efter sig! Det kommer efter vi så to unge gutter blive jagtet af "Godaften Danmark", fordi de havde ladet deres ærteskræller ligge på storke springvanden! (Fy-fy!)

Så jeg gik ned af trappen igen, og samlede det lille bitte stykke papir op.
Og gæt hvad der stod på det!!!
Jep, min mormors adresse. Dateret fra 2001...

HVAD LAVER DET I MIN LOMME? Jeg havde slet ikke de busker i 2001!

I går fortalte jeg Thomas om en dreng jeg gik i folkeskole med. Johnny.
Han var sådan en rigtig hidsig dreng, der ofte blev taget ud af klassen - fordi han var så umulig. Så vi andre kunne få noget undervisning. Jeg kan nu godt forstå den kære Johnny. Hans lillesøster var død af vuggedød - og hver gang de andre drenge i klassen manglede underholdning, lavde de et kor der med en stemme skreg" LILLE-SØSTER-MORDER! LILLE-SØSTER-MORDER!" mens de lavede en rundkreds og dansede rundt om hans bord.

Så gik han fuldstændig amok, og kastede rundt med borde, sakse, bøger, mennesker (!) og hvad der nu ellers var i nærheden!

Derfor havde alle en eller anden form for respekt for Johnny (Eller også var de bare bange for at han skulle knække dem midt over, eller drukne dem i grønnegårds vandet!)

Selvom jeg var en stille nørd hele min barndom, der bare lod folk snakke om mig som de ville, fortælle mig hvad de skulle gøre osv, har jeg ALDRIG været bange for Johnny!

Allerede da vi gik i børnehave sammen, fik jeg nok af hans crap.
Jeg og nogle andre børn, legede i dukkerummet.
Johnny blev ved med at åbne døren og drille os!
Flere gange sagde vi til ham han skulle gå, men han blev ved og ved og ved....
Tilsidst tog mit rødhårede temperement overhånd - og mens Johnny stod med sine tykke arme mellem dørsprækken ved hængslerne, knallede jeg med al min kræft døren i......!

Skrig og skrål! Og Johnny med en brækket arm! (Jamen, jeg SAGDE jo han skulle lade os være!)

Nu skulle man jo næsten tro at johnny havde lært at man ikke skal ligge sig ud med mig.
Men en del år senere må han havde glemt hvor ondt det gør at få brækket sin arm i en dør.
I hvert fald legede hele vores klasse (Undtagen Johnny!) i skolens grønnegård, og mens vi havde det aller sjovest, stillede stupide Johnnys sig op i porten der førte ind til grønnegården, og spærrede det hele - mens han råbte "INGEN KOMMER FORBI! INGEN KOMMER FORBI!"

Hele klassen stod og gloede i en stor klikke, uden at gøre noget - men så trådte jeg (Der ellers normalt altid bare gik i et med væggen!) ud af kredsen, stillede sig foran Johnny - og lavede det vildeste karate ninja spark som jeg plantede direkte i maven på Johnny!
Han bukkede sammen i en ordentlig mavepuster, og begyndte at tude. Men... vi kom da forbi :-)

Nå, men inden jeg går helt i selvsving (FOR SEEEENT) - så til pointen i min historie. Jeg har ikke set Johnny i cirka 10 år, men kom kun til at tænke på ham i går, fordi Thomas for sjov prøvede at spærre vejen for mig. (Pas på med det der´)
Jeg fortalte ham historien, og tænkte kort over hvad der mon var blevet af Johnny efter han blev smidt ud af vores skole...

Og så i dag - da jeg har pause - vader jeg frontalt ind i fyr ude i centeret(Fordi jeg havde travlt med at glo efter papegøje-fyr!Ups..)

..... YEP JOHNNY!

Blev så paf og forvirret at jeg ikke fik sagt noget som helst andet end "undskyld". (For mere end at vælte direkte ind i ham? Naaaaa..)
Han kunne selvfølgelig ikke genkende mig, da der ikke er det mindste stille/genert/nørd over mig mere.

Men nu er jeg bare så ked af at jeg ikke fik talt med ham!
Var faktisk også kun 98% på det var ham, men nogle mennesker vil man bare altid kunne genkende... Hvis jeg ser ham igen, vil jeg skrige " LILLE-SØSTER-MORDER" bare for at se om der kommer en reaktion... (Okay, måske ikke...!)