Jeg føler mig så uendeligt dum og naiv.
Så barnlig. Barnlig forelsket...

Det er Dl. Jeg kan ikke glemme ham. Jeg siger til mine veninder at det er slut. Jeg tror at de tror på mig. Men jeg er ikke ovre ham. Jeg bliver ved med at tænke på ham... Og når jeg så er fuld nok; skriver jeg. Eller det gjorde jeg i fredags...
Det gør ondt at jeg ikke bare kan lade ham være, lade være med at tænke på ham.
For jeg er så latterligt langt ude her. Jeg vil gerne se ham, og alligevel vil jeg ikke.
jeg vil gerne ligge sammen med ham om aftenen og sige søde ting, og alligevel vil jeg ikke.
Hvis jeg skulle have en kæreste skulle det være ham, og så alligevel ikke....

Der er noget i mig der ikke tør. Noget der ikke har lyst.
Jeg er glad for at være single, uendeligt glad. Men om aftenen lige før jeg skal til at sove og jeg ligger derinde, alene, på mit værelse, drømmer jeg om at han var der. Er der og holder om mig. Fortæller mig at jeg er dejlig. At jeg er... Og jeg kan føle det i min mave, i min sjæl hvor fantastisk det ville være... Og så ligger jeg der og savner ham. Men der er bare noget, der får mig til at sige nej, sige at jeg har det bedst som jeg har det. Her alene.