“Always hearing BANG-BANG-BANG. I can hear your canons call. You’ve been aiming at my land, your hungry helmers’ falling. And if you want me i’m your country.”

“I’m an engel bored like hell, and you’re a devil meaning well. You stell my lights and you strike me down, come raise your flag upon me. And if you want me i’m your country, if you want me i’m forever.”

The Cardigans, You’re The Storm.

Hvad var der nu med den sang?! Det var noget med en interesse i en frygtelig spændende fyr fra Australien som lærte mig at spille backgammon.
Han var langt ældre end mig og så klog på livet. Det var fascinerende…jeg var DYBT fascineret.

Hvad det mon var som var så tillokkende, ved jeg stadig ikke. Jeg var i en eller anden syvende tilstand som var forblændet af en mystik jeg endnu ikke kan definere.
I hans øjne følte jeg mig som en lille purk som han konstant måtte rette. Jeg har altid været ufattelig stædig og ALDRIG givet mig i kast med noget, hvor jeg var i fare for ikke at være ”klog nok”. Men med ham nærmest nød jeg at blive korrigeret.

Han var frygtelig primitiv i sin opfattelse af mand –og kvinderoller. Han var af helt og aldeles anden kaliber end jeg selv og alligevel eksisterede der en utalt og hamrende harmonisk kemi i mellem os.

Om jeg var draget? JA. Nysgerrig? HELL YES!
For fanden…jeg var på vej af sted.

Han var som en ulv. En ulv som jeg vidste ikke kunne bringe mig lykke men derimod en frygtelig masse problemer. Jeg var ligeglad.
Han dyriske frembrusen tog mig med storm. Han var så velformuleret, så enormt vis. Han lod ikke til at være intetvidende på noget område og kom fra et sted så fjernt hvor tingene var så anderledes end hos mig.

Der skete så meget inden i mig på det tidspunkt. Konstant var han i mine tanker og det var der jeg startede med at skrive.
Han læste en del. Jeg var bange for at han ville finde det for simpelt og primitivt. Selv gav de mig indgang til en fortryllende verden som jeg aldrig kunne finde snerten af i det virkelige. Jeg åbnede døre som jeg frygtede kun jeg selv kunne gå igennem. Men…jeg fik ham med hvilket forbløffede og glædede mig på samme tid.

Måske faldt jeg for langt? Måske.
Måske åbnede jeg for et univers jeg ikke var moden nok til at tackle eller overleve.

Jeg slap ham og gled selv videre.

Det har altid været svært for mig at mestre mine tanker. Gennem mit skriveri har jeg nok kunne få afløb for en del, men jeg har stadig så utrolig svært ved at sætte ord på de tanker jeg hele tiden gør mig.

Måske er jeg bange for at blive for sær. Jeg er bange for at komme til at give helt op overfor omverdenen, trække mig tilbage med en ynkelig ”ingen-forstår-mig-snotklud” fordi jeg ikke kan få ”det” ud.

Måske er jeg bare skør?

Måske!