De kan komme når som helst nu og er jeg klar? Nej! Sidder jeg og laver noget jeg IKKE burde lave, i stedet for at stå DIIIIIING-parat når de kommer? Ja!
Når de så kommer, skal jeg jo alligevel rende rundt om mig selv og ligne en snurretop i selvsving og jeg må jo hellere holde familie-tingene som de plejer at være.

Så tager jeg så på landet i nogle dage. Skal nok lige hjem til en irriterende samtale i morgen.

Vejret siger de bliver ”helt eminent”, så jeg har pakket småt tøj.

”Det er jo nok meget godt du kommer lidt væk og ryster hovedet” sagde A og kiggede på mig på en ikke-lægelig-måde.
Til at starte med, synes jeg han sad og smilede mens jeg berettigede om de sidste par dage men hans udtryk ændrede sig hurtigt til seriøst og alvorligt.

Måske så han også den ”fortabthed” som jeg selv går og ser for tiden? Det gør ikke en skid meget bedre synes jeg.

Han lod sygeplejerskerne fortsætte med ikke at foretage sig ikke en skid og stak selv nålen i min arm, og lovede mig at ringe hvis der var noget alvorligt. Det er der sgu ikke. Ikke andet end at jeg ikke passer ordentlig på mig selv. Det kunne faktisk også være medicinen. ”Det ville være muligt” beroligede han mig og jeg kunne cykle hjem.

Hvad er der med mig og mænd der viser bare noget der kunne minde en smule om omsorg? For fanden hvor er jeg uprofessionel. Klichéerne vil ingen ende tage. ”Skjult faderkompleks”.

Jeg vil forsøge at virke så ”på toppen” som muligt overfor mor. Men hvem fanden snyder jeg? Det er jo ikke menneskeligt muligt for mig at fake noget som helst over for den kvinde.
1997:”Er det dig der har røget den joint jeg fandt ude i baghaven?”
”NEEEEEIIIIIJJJJJ MOR, kig lige på mig! Det kunne jeg aaaaaldrig finde på!”
”Det gør du ikke igen, er det forstået?!”
”Ja”

1998:”Er det dig der har optaget Madonna hen over mit Castello-bånd?”
”Nej…det er Mia (Mia VAR fan….jeg var IKKE)”
”Du lyver! Det kan jeg se….dit øjenbryn gør det der! Det gør du aldrig mere!”
”Nej…undskyld mor”

2002:”Har du det godt? Går alt ok med P?”
”Ja, helt fint!”
”Hmm, vil du tale om det?”
”Ja”


Ja, hvem snyder jeg?

Vi skal få talt sammen. Jeg vil have godt af at få snakket med hende – det ved jeg. Jeg nægter bare at give hende nogen form for dårlig samvittighed over at tage af sted. Hun bærer sikkert og utvivlsomt på nok i forvejen af den slags.

Nej jeg må i gang. Jeg havde sgu da også lovet at kigge efter noget-som-ikke-har-med-gris-at-gøre-på-dåse hos min halal-grønthandler…ups! Ej så må de lige gå med. Så kan de også hilse på ejeren der nu har lært mig at sige ”Ahallan-vasahallan…kev-heilik” (at stave det har jeg altså ikke lært) og det betyder – groft oversat – Goddag/vær’ hilset…hvordan går det?. Måske har jeg byttet om på noget? Sikkert.

Ma-sallama…og det betyder ”Farvel”.