Min veninde er på ferie og jeg har vandet og fodret hendes planter...og katte.
Eftersom hun kommer hjem sent i dag, var det ”valgfrit” for mig at tage forbi i dag. Men jeg fik forvildet mig ind i en paranoid overbevisning om, at jeg måske havde kommet til at lukke en enkel kat ud på altanen og det fik mig skoene…

Min fysiske stilling har ellers været udelukkende vandret og jeg tror sgu min hjerne ( og hvad min hovedskal ellers indeholder) har tilpasset sig denne vandrette stilling. I hvert fald var det KUN pga katte mysteriet, at jeg vaklede ud af sengen og ned på gaden.

Min halv-uforklarelige pine i maven, som for det meste opstår når jeg går ud på gaden i dagstimerne, kunne jeg kontrollere ved hjælp af mit brillestel og høj musik fra min walkman. Musikken overdøvede alt andet støj og holdte jeg mit blik indenfor mit brillestel, var det næsten som jeg stadig var inde i mit beskyttede lille lukke. Jeg kunne samtidig ænse forhindringerne i for at de forbipasserende mennesker, det det gik som et helt cirkus i slowmotion. Alt passede sammen og jeg kunne være i fred!

Min tur gik altså som den gik. Jeg fik købt en lille hjemkostplante-blomst (som jeg fik knækket hele to blomsterhoveder på!!!!) til veninden, affodret diverse spisende eksistenser og skulle nu bare lige klare turen hjem.
Jeg blev lige enig med mig selv om, at benytte lejligheden til at købe noget til mit køleskab. Alligevel sidder jeg her med sodavand og vinduer…jo en pakke gær fik jeg med men ellers var det for uoverskueligt.

Mit spørgsmål til verdenen er; HVORDAN gør I det??? Hvordan gør I det bare…???

(Nå ja, så synes jeg for resten at vi, os blandt os mennesker, måske skulle lave den benfaste aftale, at vi går HØJRE OM en forbipassende…det virker virkelig hvis vi bare alle sammen tænker ”HØJRE OM”!)

Hmm, nu vil jeg drikke min kemiske Pepsi-cola, brokke mig lidt over hvorfor jeg altid glemmer at vaske de druer inden jeg æder dem…men æde dem alligevel og ja…sådan ellers bare lægge gæren på køl indtil jeg en dag får købt melet med mig!