Hmm Endnu engang kaster jeg mig ned foran compen. Denne dejlige ting hvis virke gør min eksistens så meget lettere. sjovt at tænke på at alle disse tanker jeg skriver her rent faktisk kun læses af en person... Det er måske ikke så hensigtsmæsigt? Hmm hvem ved. Måske er der andre end mig, der er lige så snot forvirret og måske kan mine tekster bekræfte dem i at der også er andre der tænker sådan? Men så igen, hvem gider læse andre folks dagbøger? Jeg gider ikke det er sikkert... Men hej det kan jo ikke skade nogen.. Nå men lad nu det ligge. Mit liv begynder igen i dag har jeg fundet ud af. Min kæreste er fra nu af erklæret dejlig og jeg prøver lige og se om jeg kan huske det lidt længere tid ad gangen. Det er underligt at jeg savner hende sådan. well egentligt ikke.
Så er det egentligt meget sejt at jeg har fundet ud af hvad mine mere urolige anfald kommer af: Det er savnet. Jeg har egentlig aldrig sådan RIGTIGT savnet nogen før, i hvertfald ikke i denne her grad, og så kommer der sådan en ny følelse jeg ikke lige er helt vant til, så skal det sku også gå galt. Sejt et eller andet sted. Jeg skreg af grin inde i mig selv da jeg fællede den første tåre. Det var fuldstændig latterligt. \"Mig? Jakob Arndal savne en person så meget at jeg kunne græde over det? Hah latterligt!\" Sådan tænkte jeg. Men så vænnede jeg mig til tanken og det var egentlig rart at blive bekræftet i at jeg virkelig har fundet en jeg holder af...

Det er sjovt. Jeg har tænkt denne tanke før men nu kan man lide så godt få den ned på papir: Når man får en kæreste vil man monster gerne ændre sig til lige præcis det hun kan lide, men det er jo ikke det hun vælger én for...

Nå det var alt for denne gang. Længe leve de korte dage;)

Jakob s. Arndal, Manden hvis liv han ikke selv kunne forstå.