Så kom den endelig!

Glimt af ro masede sig igennem.

Vi var oppe ved jakobs forældre i går sammen med hans fætter og det var skide hyggeligt. vi talte om alt også om jakob, men ikke så meget. Men det usagte lå der, på spisebordet i deres hyggelige køkken med alle børnebillederne af vores ven.

Selv hans far livede op. en uhyggelig klog mand, som normalt ikke siger så meget igen og som regel fortrækker til stuen. Men i går....vandfald....jeg tror også at han har forandret sig, ja, sådan er det vel.

og da vi kom hjem, fik jeg den pludselig....julestemningen. Den har været væk og jeg har ikke engang gidet at pynte op, ingenting!
Men jeg fandt et par nisser og en stjernemed lys i, ikke noget vildt, og jeg vil da ikke sige at jeg traller, men juleroen er stadig ikke gået væk.

Nok også fordi jeg har fri. At servere for andre mennesker hver eneste weekend og hverdag til juleforkost, kan trække alt julehygge ud af enhver.
og 1 dec. hang det mig ud af halsen. Men jeg manglede det værste og nu er det overstået og jeg nyder det!!!

Hvide hus hænger mig ud af halsen. Jeg har boet i min uniform, har gået op og ned af de samme mennesker i 2 intense måneder og som når man har været for meget sammen med en godvendinde eller familien, så er jeg så glad for at jeg ikke skal der ud i lang tid.

Jeg ved ikke om det har været godt for at arbejde, måske, det har været hårdt at være ked af det, være vred og samtidig opretholde et nogenlunde smil og en oprigtighed overfor mine gæster, men jeg er professionel. gæsterne kan også smitte mig lidt med deres glæde. Det er da altid noget, men det fjerner jo ikke det der er....det skubber det bare væk. For en tid.

Vi bliver to juleaften; min mor og jeg. Det er fint nok. Jeg har for langt tid siden vænnet og accepteret at de jleaftener som jeg elsker, er i fortiden. Måske i fremtiden, hvis jeg selv får min egen familie.

Men jeg gider heller ikke noget ræs. Dette år her skal bare overståes. Jeg håber på et bedre år med mere ro. Flere postive oplevelser. Men alt kan sgu slå dette år.

Jeg får det stadig dårligt af at stå oppe ved jakob. Fysisk. vi kørte forbi i går med hans mor og stod i sneen og halvmørket, lagde to hvide roser og hun tændte et lys.
Og panikken krøb ind under jakken. Jeg blev nødt til at stå og trippe og trække vejret dybt, ellers ville jeg brække mig.

At se sin vens navn stå på en sten, at tænke på at han ligger nede i den frosne jord....nej....det er ubeskriveligt. Surrealistisk. Jeg tror egentlig vi alle stadig er i chok, har ikke forstået det. Måske aldrig.


Noglegange kommer jeg i tvivl om hvorfor jeg egentlig har sendt den bog til forlaget. Fordi nu kan jeg jo kun vente. Gå rundt med min alt for fantasirige fantasi og forestille mig alt muligt. Det er både rart og skrækkeligt.
Især fordi jeg er stolt af den. Derfor forventer jeg et afslag. Men jeg håber da.

Jeg ved godt at jeg ikke er objektiv, men det gør det ikke lettere.

Nå....jeg skal begynde ved spykologen i det nye år. Nu får vi at se. Min selvstændighed vrider sig stadig, når jeg skriver og tænker "psykolog". Et synonym for nederlag, stadigvæk. Jeg ved det godt. Ork...jeg ved det hele!!!!

Men det er stadig et nederlagsord..."psykolog"!!..bvadr...

Men jeg gør det...uden forventninger.