Jeg græder ikke foran andre mennesker og det ved jeg ikke hvorfor. Indtil i går!

Alt spændingen og følelser kom ud i går, forløsningen, og jeg kunne ikke holde det tilbage.
og at så mange mennesker og mine klassekammerater kom hen til mig, trøstede mig og viste deres følelser, har betydet så meget for mig at jeg ikke kan beskrive det.

Det er slut nu og jeg sidder lidt tilabge med en vemodig fornemmelse. alle de hårde timer, alt det slid og pludslig..plop..er det væk.

Men hold kæft hvor har det dog været det værd. og jeg gjorde hvad jeg havde lovet mig selv: ydet mit bedste, og det giver f...en ro i sjælen, fordi så kan man ikke gøre mere.

Men jeg kommer til at savne dem allesammen, og mine to lærere....meget..vi blev næsten som en lille familie med 20 uvorne unger og 2 strenge forældre, som supplerede hinanden så eminent at man ikke fatter noget.

Men nu har jeg fået mit liv tilbage og det gør godt. At jeg nu ved utroligt meget, giver også en ro, men at jeg nu endelig igen kan være nysgerrig uden at tænke på at jeg kan fortælle det til en censor...nu er det for min egen skyld igen. og jeg glæder mig til at arbejde igen og afprøve alt det jeg ved i den virkelige verden..det har flyttet mig meget, de 10 uger her...og jeg har lært rigtigt meget om mig selv. Mere end jeg troede.

Jeg har været i en helt ekseptionel klasse, hvor hver medlem har bidraget til helheden.
Simpelthen fantastisk og mit hjerte flyder over når jeg tænker på det, men også med et ryk af savn. Derfor kan jeg mærke at jeg bliver nødt til at ´skrive min glæde ned og på et tidspunkt sende den til mine 2 fantastiske lærere. De skal bare vide hvor dejlige de er. Men ikke før jeg har fået styr på det.

Hold kæft hvor er det fedt at være færdig. Jeg kan unde andre at prøve det...tjenere ER sgu en speciel race og det er en livstil jeg nu har fået papir på.

hæ..hæ..hæ