Mit forhold til det mit spejl byder mig, når jeg stiller mig hen foran det, er meget ambivalent.
Jeg synes heller ikke at man tager sig ens ud hver dag.
I bund og grund burde jeg overhovedet ikke brokke mig, og være ovenud tilfreds, men der er jo altid noget der kunne være bedre. Synes man selv. At dømme på de daglige kommentarer der gennem tiden er faldet fra venner, veninder, familie, kollegaer, beboere, pårørende, børn, ældre, kvinder, mænd og tilfældige på gaden og i byen, så ville enhver jo føle sig dybt smigret. Det gør jeg da også! Det kan bare blive for meget.
I går kunne jeg simpelt hen ikke tage det.
Jeg oplevede blikkene flere gange, og tilsidst var jeg ved at brække mig. Det der der gemmer sig bag blikket, kan jeg se med det samme. Det er så tydeligt, og alligevel er det svært at forklare hvad det præcis er der gør forskellen på blot at kigge og på at have begær og facination i blikket.
Dage som i går gør mig rasende og jeg har lyst til at stoppe op og spørge: Hvad fanden glor du på?" I stedet sender jeg dem himlende øjne, og understreger med et suk, at de er latterlige.
Måske primitivt, men jeg er et af den slags mennesker, der udtrykker mine følelser og tanker. Føler jeg foragt, så er man ikke i tvivl!

Min krop tilhører en kvindes og det er trods alt den der har skaffet mig adgang til et astronomisk antal mænds underliv gennem tiden.
En gang i mellem vil jeg bare gerne være i fred, og ikke skabe opmærksomhed, når jeg passerer en menneskemængde.