Godmorgen
Vinterferie. For 16.år i træk med skolesøgende børn holder vi atter vinterferie. Det er jo en skøn tid med alt, hvad den indebærer. For eksempel at sove lidt længere end normalt. Vi hygger og planlægger. Ja, vi nyder bare at holde ferie og vi foretager os lige det, som vi har lyst til.

Anne og jeg har omdannet spisebordet til klippebord. Vi skal i gang med at klippe en jakke til Anne. Et projekt, som hun selv er gået i gang med. Jeg er hendes konsulent og rådgiver, men det er hende, der har valgt stoffet, fundet mønstret, tegnet det på mønsterpapir og så videre med at klippe, zigzagge og sy For tiden er jeg vaccineret af en ”gal” synål. Det kribler meget i fingrene efter at komme til at sidde ved symaskinen, som ellers har stået og samlet støv i snart et år. Jeg har klippet bukser og bluse til mig selv – så nu skal det bare syes sammen – og voila´ har jeg et nyt smart sæt.

Jeg bærer på en hemmelighed. Den er endnu så ny, så det er kun ganske få, der ved noget om den. Jeg synes faktisk godt om, at gå der og vide at jeg har en hemmelighed. Jeg vil værne om den og passe på den, indtil den dag hvor den ikke længere er hemmelig. Den dag vil jeg fortælle i min dagbog, hvad hemmeligheden var. Jeg har ingen skrupler med at skrive her, at jeg har denne hemmelighed, som endnu er hemmelig – ja, ellers var det jo ikke længere en hemmelighed. Nej, de der læser min tekst her, må væbne sig med tålmodighed og vente, til min hemmelighed bliver offentliggjort.

Solen skinner og det er vindstille. Her er der 1 grades varme udenfor, men hvad gør det, når jeg sidder lunt og godt indenfor med en kop dejlig, varm kaffe. Jeg skal nok ud og gå en tur, så jeg kan holde mine muskler og led smidige. Der er egentligt så meget med motion og gymnastik, som jeg skulle, men jeg må jo prøve at prioritere, så jeg når både det og det meste af alle de andre ting, som jeg også gerne vil nå. Jeg kan jo godt mærke, at jeg er længere om at klare de forskellige ting og koncentrationen er heller ikke mere så god, som den har været. Men hvad pokker – jeg må jo bare tage en´ dag af gangen og så takke for hver en dejlig dag, der gik godt.

Nåh, livet er for kort til at sidde her og jamre, men det er alligevel godt for mig, at få jammeren skrevet ned – få den ud af kroppen – og komme videre.
Jeg vil videre med min dag og jeg har valgt, at det skal være en god dag.

Hyggehejsa fra Nellemor.