Jeg er nødt til at skrive om det her.
Har allerede fortalt om det - men ikke nok, sådan føles det.
Jeg tager det sidste først:
Den dér sitren i kroppen, som blev siddende næsten lige indtil jeg gik i seng samme dag. Og selv morgenen efter, da jeg vågnede, kunne jeg mærke det... At jeg stadig var rystet.
Jeg fortrød også, at jeg ikke havde gjort mere ved det, og den fortrydelse gav mig en dårlig smag i munden. Samtidigt med, at den fik mig til at tænke: Men, det jeg havde håbet på at afstedkomme, ville jo højst sandsynligt ikke være sket.
Ville hun have taget noget til efterretning? Var hun overhovedet i stand til det på det tidspunkt? Vil hun nogensinde, retrospektivt, overveje om hendes handling var på sin plads?
Måske.
Og det er altsammen ude af mine hænder, og lige nu er det fint nok, men det var det slet ikke. Ikke den dag formiddag, ikke om eftermiddagen, ikke senere om aftenen, og... Ikke morgenen efter.
Nåmen, here goes.

Jeg var ude at køre. Bare på vej ud for at handle, totalt ligegyldigt - og alligevel megahyggeligt, for det var formiddag og vejene var tomme og jeg elsker at høre høj musik når jeg ruller derudaf.
Jeg kørte 60 i timen, som man må på den strækning, og foran mig lå en sølvgrå Suzuki.
Jeg så føreren gestikulere til mig i bakspejlet, og først troede jeg det var én jeg kendte, én der vinkede, men til sidst gik det op for mig, at hun ville have mig til at holde mere afstand.
Okay, det gjorde jeg, selvom jeg ærlig talt var lidt perpleks. Min afstand var fin nok - og det tror jeg blev bevist, da Suzukien foran mig klodsede bremserne midt i det hele. Jeg kørte hverken op bagi eller var lige ved.
Men jeg tænkte, at... Det var lige godt satans.
Og hvorfor?
Var det bare en magtdemonstration? Var jeg blevet spottet som værende en ung kvinde, og unge kvinder kan vel for helvede slet ikke finde ud af, at køre bil?
Ikke desto mindre følte jeg, at jeg havde mit på det rene. Og selvom jeg var blevet både overrasket og frustreret over det "stunt", som var blevet lavet dér på vejen foran mig, så blev jeg ved med at køre som jeg havde gjort hele tiden.
Og føreren foran mig blev ved med at køre 60. Igennem 70-zone, igennem 80, og til sidst ramte vi krydset.
Et af mine yndlingsnumre med The Doors, "Five to One", var netop startet. Jeg skruede lige en anelse mere op og sad i spændt forventning, som jeg altid gør, fordi det nummer indeholder en af de fedeste basgange nogensinde.
Og så, lige med ét... Ser jeg døren gå op, i førersiden af Suzukien.
Vi holder for rødt lys, og døren går op, men det er ikke meningen døren skal gå op. Ud træder en kvinde, måske på alder med min mor, måske lidt ældre. Hun har kort, gråt hår og briller, en sort flyverdragt. Hun går hen imod mig, der sidder i bilen og er fuldstændigt målløs, og jeg har lige nået at låse dørene indefra da hun tager fat i førersidens håndtag.
Hvad???!
Hun rykker i håndtaget, men da hun indser, at jeg har låst, så slår hun i stedet på ruden lige ud foran mit ansigt - tre hurtige knytnæveslag, imens hun råber.
"DIN DUMME KÆLLING!"
Og hun snakker om afstand og klip i kørekortet og "er du dum?, "du må være dum", og indeni syder jeg, men jeg smiler bare til hende og forsøger at gøre hende opmærksom på, at lyset altså er blevet grønt igen.
"Five to One" spiller stadig, og måske synes hun også det er irriterende, men endelig går hun imens hun vrænger ad mig. Et sidste hæsligt ansigtsudtryk, inden hun sætter sig ind i sin bil og kører meget langsomt ud af krydset. Kører meget langsomt foran mig, men drejer så til venstre, og det er længe siden jeg har følt mig SÅ lettet.
Jeg fortsætter ad min rute, har stadig samme mål som jeg hele tiden har haft, men indvendigt...
Resten af den dag bankede mit hjerte hurtigere end det plejer.
Jeg spurgte mig selv, men selvfølgelig uden at få svar: "Hvis jeg ikke havde låst døren, havde hun så slået MIG med tre knytnæveslag i stedet?" og "havde hun gjort det samme, hvis jeg havde haft min lille datter med? Min mand?"

Jeg kan ikke drage nogen konklusioner om pågældende menneske, jeg kan kun gisne og analysere og overveje bagvedliggende forklaringer.
Og så kan jeg håbe.
At hun aldrig gør noget lignende, at ingen nogensinde gør noget lignende. Hverken over for mig eller andre.