Nu er Eriks gravsted kommet helt i orden. Der er kommet en flot sten på, en med to vaser. vi har valgt en slags urnegrav hvor det kun er en sten to vaser i stedet for en plads hvor man skal være og holde rent. Erik ville ikke have at vi som er børn skulle være forpligtiget til at komme og passe det.

Så set ud fra det har han nu fået alle ønsker opfyldt.

tilvendingen er nok det allerværste. jeg har stadig ikke helt forstået at han er død, og jeg har svært ved at forholde mig til at han ikke kommer hjem når man sidder hjemme i lejligheden hos min mor.
Jeg tror ikke helt jeg virkelig har fattet at han er væk, og jeg er bange for at min reaktion først kommer om noget tid med et brag af en nedtur.

Jeg er ikke helt klar over hvad jeg kan gøre for at undgå det, men jeg håber jeg vil kunne mærke det på mig selv når det sker.

For at komme lidt tilbage til de der hændelser der har været, som er lig den jeg havde på Eriks døds dag. Det er jo sådan at jeg et par gange har oplevet fornemmelsen af at han stod lige ved siden af mig, og nærmest nussede mig i håret som han plejede at gøre da jeg var lille. Jeg synes selv jeg kunne mærke det men jeg prøver lidt at fortælle mig selv at det bare er min fantasi der spiller ind.

Jeg har oplevelserne når jeg er allermest ked af det, og jeg har dem nogle gange når jeg bare sidder helt alene i vores stue.

Men jeg har en tilståelse at gøre.
Jeg har haft en kæmpe nedtur de sidste par dage. Jeg har følt mig udenfor familien sådan rent biologisk set. I torsdags til urne nedsættelsen følte jeg mig langt uden for det sammenhold de andre tilstedeværende havde med hinanden, ikke bare følelsesmæssigt men også rent fysisk. jeg stod bare der alene bag ved alle andre, og havde inde i mit hoved mest af alt lyst til at forsvinde. Det var rigtig ubehageligt, og jeg var smadder ked af det resten af dagen. Jeg tror ikke selv på at jeg er udenfor det der sker, men jeg må da indrømme at jeg føler mig langt væk fra min mor. ikke sådan bopælsmæssigt for det har jeg været længe, men det er ikke et problem. Det er nærmere det rent følelsesmæssige. Det virker som om hun bedre har lyst til at tale med frank om de ting hun har brug for at tale om, elle med Eriks søster Lisbeth. De tre har talt rigtig rigtig meget sammen, og selvfølgelig har min mor talt meget med Lisbeth om alt det der er sket fordi de to var hos Erik den sidste uge i døgndrift. Men hvis jeg kommer ind til min mor er der hele tiden nogle andre også så jeg ikke får muligheden for at tale med hende alene. Det tror jeg jeg har brug for, også for virkelig at det hele kan gå op for mig, men muligheden har bare ikke været der endnu.

Det lyder næsten som om jeg bare ynker mig selv, men det er ikke det der er formålet med det jeg skriver. Jeg føler bare at jeg bør have det ud af systemet så jeg nåske på den måde kan komme videre.

Men nu hvor jeg faktisk har haft muligheden for hjælpe og støtte Erik i hans sidste timer blandt os, og jeg fik en lille snak efter han var sovet ind med ham, så kan jeg stadig ikke forstå at det ikke er gået op for mig endnu.

Hmm nu blev det til en hel stil, det var jo ikke lige meningen.

Vi ses pas godt på jer selv alle sammen og på dem i elsker.

Bettina