Torsdag d. 19/10-17 kl. 20:59
Vi kørte på vejen, som var omringet af træer i efterårsfarver. Bladene på vejen føj op, som var en storm på vej, når bilen foran kørte igennem, for derefter at flyve ud i vejkanten og falde til ro. Vi fortsatte, fortsatte med at køre gennem træernes påvirken af efteråret og solen der kom snigende i horisonten. Der var øde. Det var kun os. Min far og jeg og jeg nød det. Vi kom til destinationen og steg ud af bilen. Jeg har minder herfra, fra da jeg var lille og intetvidende og mine forældre stadig var glade sammen. Vi går direkte til de 505 trapper. Ned og ned. Der er stop på vejen, hvor vi kigger ud over landskabet. Klinten er dækket af de røde og gule blade fra træerne og vandet strækker sig, så langt øjet rækker. Vi kommer ned til vandet. Der er højvande og man skal passe på ikke at få våde fødder. Det er et sted, hvor man føler sig så lille og intetbetydende. Der er så meget, der er større end en og meget mere fantastisk. Man bliver helt betaget, af den lange kyst fyldt med skatte, som alle kommer fra istiden og kun langsomt kommer frem i lyset, på grund af vind og vejer, der skader den 600 meter høje klint. Vi finder vættelys. Mange vættelys. Min far finder flere end mig og han finder ellers aldrig noget. I min iver for at finde mere end min far, går jeg helt nede hvor bølgerne skår til og jeg ender med, at tage flere bølger med hjem end nødvendigt. Det var som om de jagtede mig. Jeg måtte ikke tage deres skatte og når jeg kom for tæt på, skræmte de mig væk. For jeg ville jo ikke have våde og kolde fødder. Min far griner ad mig, tager en arm om min skulder, klemmer mig ind til ham og kysser mig på panden. Jeg føler mig tryg, beskyttet, og griner med. Vi stopper flere gange og betragter klinten med en ærefrygt. Fantaserer, at et stykke falder ned foran os og vi finder et dinosaurskellet. At vi finder alle skattene, der gemmer sig og tager med hjem og viser frem til folket i sommerhuset. Men det sker ikke. Vi går videre langs stranden. Snakker, finder flere vættelys. Til sidst vender vi om og går tilbage til en trappe. 505 trin op igen. Og så gennem bøgeskov langs klinten, tilbage. Udsigten er fantastisk. Jeg kan ikke få nok. Og skoven er som i eventyrene. I dens magiske farver og med vinden fra havet, der får bladene til at rasle. Billederne jeg tager, kan ikke fange den følelse, jeg får. En følelse af evighed og drømme, men også en følelse af, at intet varer evigt. At det her ikke vil være det samme næste år og jeg kan føle det hele om igen. Forelske mig i stedet om igen. Vi går mod bilen. Vi skal hjem igen. Hjem og have frokost. Men jeg når at få følelsen af eventyrdrømme, der kan gå i opfyldelse, endnu engang, da vi kører på vejen gennem træerne, der lukkes om os og de røde og gule blade, der løber på vinden efter bilens susen
​