Mandag d. 29/1-18 kl. 12:48
Hun er giftig, en sygdom. En man aldrig kan komme af med. Ligesom kræft har hun spredt sig til hver en celle i min krop og jeg vil aldrig kunne komme af med hende. Hun sidder fast i mig og jeg kan ikke trække vejret uden hende. Hun overtager mig langsomt og til sidst, vil jeg ikke kunne overleve. Jeg kan ikke overleve uden hende. Det gør ondt at have hende tæt på, men det gør endnu mere ondt, når hun er langt væk. Jeg føler mig malplaceret og kold. Jeg mangler hende til at holde om mig. Jeg mangler hendes læber mod mine. Jeg mangler trygheden ved hendes hånd i min. Følelsen af, at jeg kan klare hele verden med hende ved min side. Den følelse er ved at forsvinde. Vi har næsten ikke snakket sammen i 2 uger og jeg er ved at blive sindsyg. Mit hoved kører rundt og jeg kan ikke finde ro. Hun mangler alle vegne og alle vegne, minder mig om hende. Men det er som om, jeg er ved at glemme hendes berøring, hendes duft og hendes hjertebanken. Jeg mangler at ligge tæt med hende, at ligge og snakke i mørket, at falde i søvn i hendes arme og vågne i same position. Hun er min kæreste, men det føles ikke, som om hun er. Det kan ikke være rigtigt. Jeg er fortabt uden hende og jeg er fortabt med hende. Hvad skal det ende med? Tror jeg ryger en smøg.