Hej Polina
Det er en fremragende novelle, og absolut spændende fra første til sidste anslag.
Der er naturligvis mange undertoner, der hele tiden strømmer som til lyden af Rachmaninoff's etude.
Jeg kunne tolke hurtigt på den, og tænke, handler den om det forkrøblede liv, der finder sit håb i eget spil indtil spillereglerne sættes ud af spil, fordi menneskets sygelighed afdækkes.
Larmen der stilner, er vel i lige så høj grad en virkelighed der forsvinder. Tilbage er kun at være nøgen i mødet med sig selv, uagtet hvor lidt man ønsker.

Men jeg kunne også godt have lyst til at afklæde kvindekarakteren. For er det hende, der i virkeligheden er den fæle. Hun stjæler jo alt liv og alt håb fra ham. Han spærres inde med sig selv, uden en udvej til håbet, som hun kunne repræsentere inden hun blev en ulv, der fortærede sit bytte.

Uagtet hvad, så er det dæleme godt skrevet.

Mvh
Camilla

Jeg er ny her, så undskyld, hvis kutymer brydes.
Flot tekst og især introduktion af platformen. Jeg står tilbage med en masse spørgsmål og en visuel oplevelse.
Jeg savner et mål med spørsmålene og noget konkret at holde mig fast til her på platformen i intetheden.
Måske det er meningen?
Tak for læseoplevelsen.

:)

Hold kæft hvor er det godt skrevet undskyld jeg bander.
Men det er jeg meget imponeret over dette digt og kan godt lide din tankegang. Mvh Ann .

Godt skrevet - fine beskrivelser, men i et enkelt letlæseligt sprog, ellers kan jeg godt nogle gange stå af.
Kan godt lide det mystiske element i novellen.
Stærk kontrast mellem det triste grå hverdagsagtige og "eventyrhuset", der vel repræsenterer en længsel efter noget andet og mere.
Det dragende hvide lys, de blå blink og den lille pige fik mig til at tænke lidt ...

Tankevækkende og meget velskrevet, moderne novelle. Du må endelig skrive mange flere - og så på et tidspunkt samle et passende antal sammen til bogudgivelse.

Dejlig læseoplevelse, tak!

Så velskrevet!
Jeg er ikke vant til at give novellekritik....huske et eller andet med point of no return, men pyt med det; det er en for øjelse at læse. Å, hvor vil jeg gerne vide, om hun går ind til pigen eller hvad. Det fine , trygge glansbilledagtige hus og så den der understrøm af noget uhyggeligt.
Der er så mange farver og personer / ting der tilfældigt nævnes og så dukker op igen.
Den lille pige med svovlstikkerne, var også på besøg hos mig mens jeg læste,
Jeg nyder dine sidespring som det med skoene fra i sommer.
Det taktile, hvor hun lægger sin kind mod døren, ...jeg mærkede det selv.
Det er helt sikkert en historie, som vil leve i mig de næste dage.
- En enkelt skønhedsplet: “kulden ligger sig” -det kan den ikke, den lægger sig.
Vh Gaia

Hej Polina,

Hm, spændende. Hvor skal man næsten starte? Jeg synes der er noget med rytmen der fungerer godt, det er de der korte afsnit der gør det, som står i kontrast til de længere – ”Bare sig pyt”, ”Man kan se himlen herfra”, etc. Det fungerer også ret fint, de sætninger du har med henvendelser til læseren, den måde man bliver inddraget i stoffet på.

Selve indholdet … det er jo mere en miljøbeskrivelse, en slags impressionistisk indtryk, end en novelle som noveller er flest med karakterer, der driver en situation fremad. Der er lidt Handmaid’s møder Salvador Dali møder George Orwell.

Der er en forladthed, mennesket glimrer ved deres fravær både bag ruderne og hvis de gør noget de ikke skulle gøre og forsvinder. Det er ikke en verden hvor ting bliver forklaret for en, man skal følge de regler der er uden nødvendigvis at kende dem (den bedste måde er måske at gøre som de andre og ikke stikke ud). Det er godt beskrevet. Og så er der manden, som er ved at stjæle en arm. Hm, det er et brud på resten … det ved jeg ikke helt hvad jeg skal lægge i, det samme med kropsetuiet.

Skulle jeg komme med noget kritik ville det være noget med intentionen i teksten – det er okay at lave en tekst der står åben, men så vil jeg som læser gerne føle mig kaldet til at fortolke den, til at fundere over de spørgsmål den stiller – her hælder jeg til ”bare” at tænke: OK, en mand der stjæler en arm, et kropsetui, det er en beskrivelse af det, that’s it. Jeg synes ikke jeg føler mig kaldet til at fundere over hvordan det står i relation til resten. Jeg ved ikke helt hvordan det konkret skulle gøres.

En måde at arbejde videre på (hvis du da gerne vil det) kunne måske være at tænke: OK, det er stedet, miljøet, universet der er hovedelementet i min tekst. Hvordan kan jeg gøre det til en karakter der har en hensigt? En der vil mig noget, vil fortælleren noget, vil læseren noget? Jeg kommer, af mangel på bedre eksempel til at tænke på LOST, ved ikke om du har set den serie – men her får man fornemmelsen af at øen har sin egen personlighed, at den har en hemmelighed den sidder på, et ærinde der skal udføres, at den bliver en karakter i sig selv ligesom de personer der indgår.

Sætningen ”Byen åbner sig i stadier” er jeg lidt pjattet med, den er for mig at se den stærkeste sætning i teksten. Den er enkel, men den indeholder på en og samme tid en konkret sansning og en refleksion over denne sansning, en strukturering af det stof den tager ind – stadierne er jo et produkt af beskuerens måde at forholde sig til byen på – og så har den en vis poesi over sig. Jeg tror jeg har læst en tekst i dansk engang med en beskrivelse af en storby, hvor der stod noget med ”byens vertikalitet”, det er lidt det samme. Det kunne være fedt med mere af den slags for jeg synes tekstens stof kalder på en blanding mellem de enkle, nære beskrivelser som du har en del af og så at søge grænserne i sproget, når den nu gør det i indholdet – gøre det refleksivt, billedrigt, på kanten af det abstrakte, suggestive - men det skal selvfølgelig kun være hvis det inspirerer dig selv.

Nå, det blev måske lidt vævet, men håber du kan bruge det alligevel. God skrivelyst og god weekend.

Bedste hilsner, Morten

Hej Polina
Smuk skræmmende fremtidsvision. Din hovedperson virker totalt isoleret, bange for konsekvenserne ved at række ud i et isolerende voldeligt bysamfund. Der er mange mærkværdigheder: Kvinden der har klippet noget af et træ og siden er hun forsvundet. (Har gartneren mon gjort det af med hende? Så er der de mærkelige kropshylstre når folk ikke gider livet mere? Den lille lejlighed uden ting i. Regnen der stort set aldrig kommer. Manden der får revet en arm af.
Virkelig mange mærkværdigheder, enten ser vi som læsere en fantasiverden gennem denne kvindes øjne, eller også er det sådan virkeligheden ser ud. Som læser bliver jeg altid lidt fanget af dine "sære fortællinger" der er noget eventyrligt og uforklarligt over mystikken i dem, der virkelig kan sætte de grå hjerneceller i gang. Hjernen vil så gerne have en logisk forklaring. Men ikke alt kan forklares med logik. Dette kunne være starten på en roman, men den står også fint som enkeltstående fortælling. Tak for ordene fra Ulla

Hej Polina, rigtig god tekst, så god at jeg sagtens kunne forestille mig at læse den i et litterært tidsskrift.

Den er gennemarbejdet, du eksperimenterer med fortællerstemmen (og slipper i øvrigt rigtig godt afsted med det) og du skriver med en poetisk glød gennem hele teksten.

Teksten falder måske en smule uden for min personlige smag, da jeg synes den måske bliver lige en tand for underspillet, men jeg tror vitterligt bare, det er en smagssag, måske det har noget at gøre med din kærlighed til stillister som Bang og Aid.

Og lige lidt ekstra cadeaux til den eksperimenterende stil - det er fedt at læse tekster, der tør eksperimentere og inspirerende at se at det lykkedes.

Rigtig god tekst :)

Hej Polina.
Sikken vidunderlig fantasi.
Og tænk at bygge videre på Prinsessen i tårnet. Jeg får lyst til at læse det igen. Vi satte ofte eventyrerene i scene da jeg var barn min søster instruerede, jeg sad oversdkrevs på ryggen af en spisestue stol, da min hest stejlede og faldt...det blev min mødoms åbning ...
Kunne mærke smerten i kroppen da du beskrev Rapunzels smerte. Det var sjovt nok ikke sådan at jeg så hende som syg. Jeg var på hendes side mod dukkerne og ligger stadig her i min seng og mærker rodebunkerne ovre i hjørnet stirre på mig dukkerne. ( Bare jeg nu ikke bliver hentet)
Du skriver virkelig godt. Det er sjældent jeg læser længere passager men dette greb mig.
Vh Anni



.

God tekst. Jeg kan godt lide, hvordan du bruger sproget til at gemme hovedpersonens følelser lidt væk fra omverdenen. At hun har en hobbykniv i lommen, at hun "flygter" ved at holde en "tissepause", og ved at hun faktisk deltager aktivt (sådan forstod jeg det) i sin studiegruppe og får lavet sine ting. Det virker ikke til, at der er nogen, der aner, hvad hun egentlig foretager sig, og det er utrolig barsk at læse - også fordi det hele bare er en beskrivelse uden rigtig nogen følelser eller tanker, som om det hele for hende er ligegyldigt. Hvis det giver mening? Fedt at man kan udtrykke det blot ved sit sprogvalg.
Det var i hvert, hvad jeg fik ud af din tekst. ;-) Super skrevet!