Selvom teksten har noget tid på bagen, så føler jeg lige jeg er nødt til at kommentere på den her.

Selvfølgelig er det rigtigt, som andre skriver, at det er en historie som er blevet fortalt utallige gange før, men jeg er dog ikke enig i at den er for upersonlig og at den drukner i mængden. Jeg mener tvært imod den står klart med sit helt eget udtryk.

Mens jeg læste den følte jeg mig mere og mere overbevist undervejs om at den måtte være baseret på dine egne oplevelser. Det kunne jeg så til min lettelse, se i kommentarerne ikke er tilfældet. Når jeg alligevel blev forledt til at tro det, så skyldes det ikke mindst de meget detaljerede og nærmest hjerteskærende beskrivelser af familiemedlemmernes indbyrdes måde at tackle deres egen og hinandens sorg på. Både psykologen, faderens nye kæreste og ikke mindst moderens zombieagtige benægtelsestilstand som synes at fortsætte i det uendelige, er rigtig flot beskrevet. Når det hele krydres med historien om et ungt menneske der tvinges til at blive alt for hurtigt voksent, fordi alle de voksne der er omkring hende og som skulle have været en støtte for hende i stedet krakeler, så sidder sådan en følsom voksen familiefar med to børn sgu bag skærmen og kæmper for at holde tårerne tilbage. Jeg synes det er en stærk og rigtig ubehagelig tekst at læse - og det er altså ment på den gode måde.

Så er der måske lidt med nogle sproglige småting hist og her, men hvis den her historie er skrevet i 2011, så kan jeg regne ud at Nanna må have været ca. 16 år da hun skrev den. Jeg ved godt at alle tekster i udgangspunktet bør bedømmes objektivt ensartet uanset afsenderens individuelle karakteristika. Men det her er sgu så godt skrevet af en 16-årig piger, at jeg rigtig godt kunne tænke mig at se hvad den samme pige kan skrive i en alder af 21 år :o)

Jeg kan imidlertid ikke finde nogen af nyere dato på profilen, men der er måske noget på vej Nanna?

Din tekst fangede mig og holdt nærmest vejret mens jeg læste. Du rammer noget jeg kender og i virkelighed tror mange genkender. At føle det hele køre den ene dag, for at leve i en helt andet verden næste, puha, kender jeg alt for godt.
Gode betragtninger, giver noget stof til eftertanke mener jeg. Om livet, verden og en selv og hvilken vej man vil.
Tak:-)

Hej Nanna

Jeg blev helt opslugt af din tekst.
Jeg er vild med din måde at skrive på.
Jeg blev fanget for første linje og stoppede ikke før jeg var færdig.
Det er en stærk og smuk tekst du skriver!

Hilsen Kate

Ak ja - hvor drømme kan fremstå så livagtige, for så at efterlade den vågne mystificeret og måske med lidt af en skuffet smag i munden. Som med fatamorganaer, der rejser sig foran beskueren som billeder af det, som han eller hun så brændende længes efter. En kilde af vand. Eller, som i din tekst, kærlighed.

Smukt :-)

Nicolas

Fremragende. En indlevende beskrivelse af en ung kvindes kærlighed til sin veninde, uden at det bliver hverken studentikost, klichépræget, stereotypt, patetisk eller banalt. Dét er i sig selv en præstation. Detaljerne er så mange, at beretningen giver indtryk af at være autentisk, og er alligevel så tilpas flygtige, at de med få ord, virkemidler og velvalgte replikker formår at male en myriade af billeder på læserens nethinde.

Jeg kan godt lide den nøgternt konstaterende tone i fortællingen. Man hører hvordan hun samtidigt reflekterer over sig selv og hele tiden er lidt i tvivl om, hvorvidt hendes karakteristik nu også er helt rigtig, eller om hun mon selv blev brugt af veninden i dennes søgen efter bekræftelse.

"Vi smeltede nemt sammen, og jeg forsvandt i hende. Mine hænder gled legende let rundt på hendes veldrejede krop, og hendes hud var altid varm og blød. En sjælden gang rundede mine legelystne hænder hendes bryster, og det tog mig ofte langt, langt væk. Om hun var forelsket i mig, fandt jeg aldrig ud af, men jeg ved at hun vidste, at jeg var latterligt forgabt i hende. Måske udnyttede hun det, men jeg lod hende."

Og fortælleren selv havde måske netop også selv brug for den bekræftelse, det gav at kunne spejle sig i veninden eller gå i ét med hende? Der efterlades nogle spørgsmål, men det er sikkert også helt efter hensigten. Havde deres baggrund mon nogle ting tilfælles? Søgte de det samme, men på hver sin måde? Ville hun redde veninden eller måske i virkeligheden sig selv? Levede hun sit liv gennem hende? Mulighederne er mange.

Jeg forbløffes over, at der ikke er flere, der har kommenteret din tekst. Dem, der har læst den, må da have gjort sig nogle tanker om den. Håber, at flere får taget sig sammen til at byde ind (også generelt) for det er det, er giver motivation, og din tekst her har helt klart fortjent det.

Nanna, arbejd roligt videre med dette udspil, eller udforsk andre af dine idéer. Der er rigeligt at bygge på, så håber at du lader dine evner manifestere sig i endnu flere gode, stemningmættede tekster.

Nicolas

Dybsindige tanker, om end jeg ikke tror, de er så fremmede for nogen af os. "Du er ikke alene," som Sebastian sang. Dét, der slår mig i dine overvejelser, er magtesløsheden. I den forstand er du alene! For når mennesker rotter sig sammen, kan tanker (sjovt nok) ændre fortiden nok så mange gange. Hvad tror du, staten har ansat så mange analytikere og historikere til? Ja, i grupper har vi magt, men som enkeltindivider har vi ingen, og derfor føler vi i vores isolation, at vi hører en anden planet til. Hvad vi så også gør! Det er jo en nok så menneskelig skæbne, du beskriver, én, man må leve med, tror jeg. Nå, men det ændrer naturligvis ikke på, at din tekst har været god at læse!

Nej, du er ikke helt færdig med teksten. Den er mest gennemarbejdet i begyndelsen, synes jeg, også rent sprogligt. Ellers en udmærket og personlig lille novelle.

Hey Nanna.

Nu kunne jeg ikke lade være med at søge ind på din profil efter dine pæne kommentarer!

Jeg kan i særdeleshed lide denne tekst af flere grunde:

Du har en rigtig god rytme og en elegant forståelse af ordsammensætninger, der ikke nødvendigvis rimer, men komplimenterer hinanden:

Et eksempel er ,,hvor vi var" i starten, der rimer videre på samme takt med ,,hver for sig". Det er ikke ord, der rimer i den normale forståelse, men det tilføjer alligevel teksten en flydende letlæselighed uden at gå på kompromis med indholdets kompleksitet. Makes sense?

Du gør det igen mellem to afsnit: ,,alligevel alene", hvor du følger den op med ,,skal vi skændes eller tie". Der har du også ,,vi", der matcher med ,,tie", så du får en lang række af rytmer mellem ord. En fryd for øjet!

Derudover elsker jeg din måde at inkorporere et sted (Amagerbrogade) de fleste mennesker kender, fordi det gør det lettere for læseren at identificere sig med forfatteren. Alle har følelser knyttet til Amagerbrogade - og de følelser tager man med ind i dit digt. Om det så er gode eller dårlige følelser, skal jeg ikke kunne sige ^^

Håber, du har en god weekend - glæder mig til at læse mere!

Venlig hilsen,
Christian Haugbølle.

Interessante tanker du gør dig i denne tekst.
Og hvor jeg dog kender det, følelsen af at være verdensleder den ene dag, og leve i kaos den anden dag. Overblik vs. manglende overblik.

Jeg tænker også nogen gange, jeg er født i den forkerte verden (eller århundrede :o) ) - men det handler bare om at finde de omgivelser, der gør at man passer ind. Og dermed er verdenen rigtig igen.

Uhyggelig stærk tekst.
Den fortæller alt om hvad der er galt i denne verden.....på 'en gang.

Det er ikke dig, eller dem der er som dig, der er på det helt forkerte sted. Det er stedet der er forkert. Og du er her for at ændre på det.
;o)

I stedet for at gentage hvad andre folk har kommenteret (selvom jeg vil give dem ret), så synes jeg også du skal have ros for måden du skriver på. Dit sprog er meget flydende, og dit ordforråd formår uden problemer at underbygge den sindstemning, som din tekst lægger grundlag for. Thumbs up herfra!

Ok, så giver det jo en helt anden mening

Dette skrev Du for to dage siden, altså i det nye år. Der er meget genkendeligt i Din tekst og vintermørkedepression er ikke til at spøge med, selvom dagen er blevet længere og lysere siden 21.december. og temperaturene er ganske behagelige for årstiden, men det er udenfor indeni kan det være nøjagtigt som Du beskriver.
Godt Nytår.