Stærkt kapitel, med nogle stærke følelser og lidt mere baggrundsviden om Takir. Rigtig flot "show it, don't tell it".

Rigtige gode beskrivelser af Takirs følelser af sygerummet og hans frygt for Yemins helbred.

Der er stadig meget mystik omkring Takir. Hvad er der sket for at forårsage Yemins skader, hvad var deres indbyrdes forhold, og hvad er der med den meget intense magi, der får hans fødder til at lette fra jorden? Det er altsammen spænding der gør Takir meget interessant og giver lyst til at læse videre.

Hvis jeg skal lede efter noget kritik at give dig, så synes jeg at du bruger nogle beskrivelser som er lige på kanten til det overdrevne og du forklarer ikke de følelser der ligger bag. F.eks. beskriver du flot hvordan det føles for Takir at bevæge sig igennem rummet, men ikke hvorfor at rummet skulle give anledning til så stærke følelser.

Men det er altså 98% ros og 2% ris, som ikke rigtig er ris, men bare en bemærkning til eftertanke.

Jeg er efterhånden begejstret for den stemning du er i stand til at opbygge i dine tekster. Det gør det meget nemt at leve sig ind i teksten. Jeg tror det er en kombination af dine gode beskrivelser af miljøet som både er originalt med de forskellige statuer, og troværdigt med telte, folkemængder og lign. Men også pga. dine dialoger som jeg synes du klarer rigtig godt.

Min interesse bliver vagt af de mystiske omstændigheder kapitlet slutter med. Det var vist ikke noget naturligt jordskælv. Forresten en meget flot beskrivelse af jordskælvet.

At Takir viser sig at være en lidt atypisk elver gør ham bare mere spændende. Selvom han kan udføre magi er han vist mere interesseret i teknik. En ting man ikke normalt forbinder med elvere.

Jeg er fortsat opslugt af din verden og vil læse videre.

Fint kapitel, der fører os lidt langsomt videre i historien.

God beskrivelse af kroen. Jeg kan stadig godt lide at vi befinder os i en elverby som ikke er så fin og nydelig som man normalt ser dem. Jeg kan dog ikke forstå at ingen af personerne bemærker den gode mad når den nu er så exceptionel.

Jeg kunne stadig godt ønske mig en afslutning der i lidt højere grad lokkede mig til at læse videre.

Din beskrivelse af Guldhår er spændende og han/hun virker som en person der bliver interessant at følge. Normalt ville jeg være irriteret over denne ubestemte kønsbeskrivelse, men jeg finder det faktisk meget morsomt at pigerne ikke kan blive enige om det er en han eller hun elver.

Du skriver fortsat godt, med kun få stavefejl. Jeg øjner en spændende historie selvom spændingskurven stadig er noget lav. Så jeg vil helt sikker læse videre.

Endnu et godt kapitel. Meget levende med masser af action.

Jeg blev lidt forvirret i starten over først at være inde i hovedet på Jerra og så på den gamle elver og så tilbage igen. Måske skulle du blive i hovedet på Jerra og så beskrive elverens tanker og følelser ved hans kropssprog og tale. Igen har du jo rigtig godt styr på samtalerne så det ville ikke være noget problem for dig.

Jeg blev noget overrasket over Tiannas beslutning om at bruge magt overfor elverne. Hun virker for klog til at tro på at det ville kunne lade sig gøre, men hun må jo være meget motiveret af sin opgaves mål. I første kapitel lyder hun bare ikke så motiveret, da hun på et tidspunkt tænker at hun hellere vil hjem.
Det hjælper lidt på situationen at det så er Jerra der angriber først.

Spændingen var større i dette kapitel og det drev mig hurtigt videre igennem læsningen.

Godt og velskrevet kapitel. Jeg synes du sætter en spændende verden op som ikke er så stereotyp som fantasyverdener ellers kan være (og som jeg nok også selv falder i til tider).

Jeg kan godt lide at du ikke bare forklarer hele situationen, men langsomt leder læseren ind på handlingen igennem kvindernes tanker og samtaler.
Deres samtaler er meget troværdige og jeg finder dem dejligt naturlige at læse.

Tianna er godt beskrevet, men jeg har lidt sværere ved at finde ud af Jerra. Men alt skal selvfølgelig ikke afsløres i første kapitel, så jeg må hellere læse videre.

Spændingsmomentet er dog forsvindende lille så det er af ren nysgerrighed at jeg læser videre. En lille cliffhanger havde måske været godt.

Generelt velskrevet med kun få stave/grammatiske fejl af så lang en tekst.

Mathias - Tusind tak for kommentaren: Jeg er rigtig glad for at høre at du kan lide universet.
Med henhold til kommaerne forsøger jeg at skrive uden startkomma, da jeg synes alternativet kommer til at lyde hakkende, men det er ikke så godt hvis du finder det distraherende. Det kan sagtens være at jeg har kludret lidt rundt omkring. Det skal jeg nok kigge på.

Jeg mener ikke Tianna forslår at droppe at lede efter magikeren, hvis det er dét du mener. Kan du uddybe?

Tak igen.

Det her er virkelig godt!

Jeg blev revet med fra starten - du præsenterer mig for et fedt scenarie. Byer, omkransede af høje stenmure, der ligger spredt ud over et gold og tørt område, en krigszone måske endda. Fire måner, elvere, magikere. Det er klassisk fantasy, men det er fedt. Et interessant univers med en bærende problemstilling - mangelen på vand.
Sekvenserne i byen fungerer upåklageligt. Blodet på jorden er mystisk og spændende.
Forholdet mellem Tianna og Jerra er morsomt, hvilket også bærer historien fremad på en let og elegant måde.
Spændende og gode navne - jeg synes, det er svært at finde på navne selv, uden at de kommer til at lyde dumt. Det er ting som Monoklorases og Jiboares, der dukker op i mit hoved. Du klarer det tilsyneladende uden problemer.
Dit sprog levende og samtidig sikkert. Dog mangler der ret mange kommaer, hvilket distraherer fra det gode sprog. Kig den selv igennem eller få en anden til det, men sæt i hvert fald de kommaer, det er heldigvis en let ting at rette.

"Pff," Jerra lagde frugten fra sig og lod sig føre med i den retning de var blevet anvist, "Kan vi ikke bare tvinge ham? Eller droppe det helt? Jeg vil minde dig om at jeg sådan set aldrig er gået med til alt det her."
Det er vel netop Tiannas forslag at droppe det, så hvorfor foreslår Jerra, at de gør det, som var det hendes ide?

Det gik op for hende hvor meget maven krampede af sult og øjnene var ved at falde i af træthed og irriterede af støvet.
Lidt kluntet formuleret. Jeg ville foreslå:
Det gik op for hende, hvor meget maven krampede af sult. Øjnene var ved at falde i af træthed, irriterede af støvet.

Men du har fanget mig i hvert fald. Jeg fornemmer, at du har i sinde at gøre nogle cool ting med det her. Jeg vil gerne læse næste kapitel:)

Mathias

Ja, letlæst er du ikke, men når dét er sagt, synes jeg du skriver godt med mange gode sproglige billeder. Måtte dog læse novellen 2 gange, før jeg helt (tror jeg) fangede betydningen med kløften. Ved første gennemlæsning sad jeg og og forventede noget mere actionpræget dramatik.
"Hun kløede sig lidt i håret" synes jeg bryder stemningen i den omgivende tekts lidt.
I nederste afsnit på side 2 (PDF-format) ser man ind i begge personer i samme afsnit, hvilket plejer at være fortælleteknisk "no-no". Faktisk tror jeg det ville styrke teksten, at man udelukkende ser hele handlingen fra hendes side, indtil han begynder at løbe væk. Hvad han tænker indtil da kan vi jo fornemme gennem hende. But thats just me.
Linje 4 side 2 ville jeg nok vælge det mere effektive: "konstaterede hun tørt".
Finfin novelle.

Keep it up.;-)