Hej Kim

Indrømmet, du har noget at have din selvsikkerhed i, for det her er s'gu flot. dagene som blomster, der lukker sig og de visnede kalenderblade er ren guf for læsebrillen. Digtet fremstår også flot samlet og afrundet.

Og så et lille men: Linjerne om, at de halter bagud virker for mig lidt som stilbrud.
Jeg ved heller ikke hvor vild jeg er med den klæbende gær og de blinde rodnet. Du afgør selvfølgelig selv, om mine små reservationer skal føre til nærmere overvejelser. Alt i alt vil jeg her, hvor der ikke er tale om en øvelse, tillade mig en vurdering: Skidegodt!

Hej Sine og tak for din kommentar til mit lille digt, vil derfor straks gengælde

Du har fat i noget spændende her, synes jeg. Et digt, der taler med flere stemmer, det der kaldes polyfoni.
Der er en gennemgående "magisk" rytmisk stemme, der gentager "sommerfugl, sorte sommerfugl". Så melder der sig nogle fornuftige etisk- eller æstestisk reflekterende stemmer: "er det her i orden?"" Er det her pænt? "o.s.v. En stemme forsøger at fortælle en historie, der minder om den grimme ælling. En stemme bliver filosofisk og taler om alt og intet ( den stemme ville jeg måske overveje at udelade, den modarbejder måske her tendensen til det konkrete, som ellers dominerer i dit digt, men hvad ved jeg? ) En psykologisk stemme diagnosticerer sommerfuglens evne til at flyve igennem glashjerter, og det er det stærke centrum i dit digt: Det, der ikke har farve og derfor ikke er lys, kan ikke reflekteres af glasset og bryder derfor igennem sjælens forsvar. "De", d.v.s. almene normer, prøver at genoprette harmonien ved at male, dekorere og spinde farver, men sommerfuglen forbliver sort. Der er en rest i verden, som ikke kan males væk, og den går igennem alt. Slutningen bliver dobbelttydig: En insisterende stemme, som lukker øjnene og fastholder skønheden, på trods, eller en ubetinget accept af lysets og mørkets dualitet og dermed "ret til at være der", og det er så skønheden i al sin gru. Skriv endelig videre.

Einsteins rumtidsbegreb er vel netop udtryk for, at rum og tid ses som samme fænomen i det firdimentionale koordinatsystem? Superstrengteori arbejder med 10 dimentioner o.s.v., man kan hurtigt blive svimmel. Min formulering "rum og tid er det samme" er selvfølgelig en oversimplificering, men lad nu det ligge.
Mere interessant er forskellen på os to i forholdet til tro/håb/kærlighed og det religiøse. Jeg er ikke troende i din forstand. Kan vi så overhovedet tale sammen, når vores referencerammer er så forskellige? Inger Christensen var heller ikke troende. Alligevel har hun, efter min mening, skrevet noget af det mest åndeligt trancenderende, der i hvert fald er skrevet på dansk.
Nej, jeg glemmer ikke kærligheden mellem mennesker og heller ikke, at den udover at være funderet i kroppen også lever af det, jeg her kalder "suget fra rummet", uendeligheden/intetheden, som du så kender som Gud. Men uden bindingen til en krop og dermed en tyngde ville jeg ikke være menneske og dermed ikke kunne kaste mit blik mod rummet og stjernerne.

Hej Frank og tak for kommentar.

Når antallet af kommentarer ikke er stort er det rart, at kvaliteten er så høj.
Jeg er meget glad for din læsning af mit lille digt og er med dig det meste af vejen i din tolkning.
Jeg prøver at arbejde med nogle store modsætninger: Uendeligheden over for "timeligheden", her i en moderne kontekst og ikke, som hos Kingo og andre, en religiøs. Vores viden om universet er jo på samme tid dragende og angstprovokerende: vi eksisterer på nogle ufattelige kræfters betingelser, og lever alligevel vores liv "henslægt" i vores små tidslommer. Tiden er på samme tid det, der måler universet fra Big Bang til ?, ( afstande måles i lysår, tid og afstand er det samme! ) og det, der giver vores liv endelighed, og dermed mening.
Tyngdekraften er universets helt grundlæggende kraft. Den er også helt grundlæggende for vores individuelle eksistens. Vores drift mod det store, uendelige, åndelige, abstrakte holdes i ave, vi er bundet til jorden af tyngden. Men vi vinder kærligheden, som er kropslig og ikke abstrakt. Uden tyngden ville vi ikke have en krop og ikke kunne nærme os den elskede, alt i os ville forstøve og blive til skyer i et bevidstløst univers.
Udover at tænke over, hvad mit digt mon kan have af betydninger håber jeg, at du og andre vil mærke efter. Mærk "suget" fra universet og den plumbe, men samtidig berusende tyngde i kropppen, og slæng dig så tilbage i dit "korte liv".

Hej Jonathan

Tak for din meget grundige og konstruktive kommentar.

Jeg vil tænke over de ting, du nævner. Jeg har det normalt svært med ord som intet og alt etc. Nu har jeg så valgt at bruge dem et af de få steder, hvor de måske kan være berettigede, nemlig til at karakterisere det, universet grænser op til/udvider sig imod, altså noget, som ligger uden for sprogets rækkevidde. Derfor gør det måske ikke noget, at udtrykkene ligesom ophæver hinanden. "Hvor" står for stedet for Big Bang, universets centrum, et sted, som ikke kan bestemmes og som måske slet ikke er et sted men blot tidens begyndelse, hvis det giver nogen mening? I det hele taget er det for de fleste af os vist ret umuligt at få sproget til at sige noget fornuftigt om universets struktur og oprindelse, endsige forstå det, andre forsøger at udtrykke.
Med andre ord: Her må ordene Hvor, intet, alt måske godt udtrykke en sproglig tomgang/uformåen?

Hej Gaia

Jeg vil lige støtte dig i din egen opfattelse. I modsætning til Laura Louise synes jeg linjen med de hjælpeøse stærke er den bedste linje i dit digt. Et digt skal netop ikke udtrykke det konventionelle, det, man plejer at sige/tænke, og et kort lille rimet digt som dette må meget gerne indeholde et paradoks, der kan få os til at tænke tingene på en ny måde. Og du har helt ret. De stærke står ofte hjælpeløse tilbage. Styrke gør dig ikke usårbar, og dine gode gerninger, omsorgen for de svage, er heller ingen livsforsikring for dig selv. Det er godt set.

Måske skulle du arbejde lidt med metrikken. Dine rim er fine, men rytmisk er der forskel fra vers til vers på linjernes længde og betoningerne. I første vers har du to linjer med 3 trokæer, en med 4 og endelig en med 3. Den rytme skulle du måske opretholde også i de andre vers?

Hej Jonathan

Spændende. Du har vist fat i noget.

Jeg kan især godt lide digtets første halvdel, hvor du fastholder et enkelt, stærkt billedsprog og opbygger en spænding. Gennem de mest uskyldige byer er stærkt og godt.

Sidste del bliver måske for filosoferende. Der er ikke samme saft og kraft i billedsproget. Gassen går lidt af, fornemmer jeg.

Hej Isabel

Mange skriver digte i dag. De fleste desværre uden det særpræg, lyrikken skal leve af.

Jeg fornemmer hos dig en produktiv lyrisk nerve. Fornemmer dig afsøgende. Indimellem rammer du noget stærkt og personligt. Men så blander du det op med noget mindre originalt, selvom intet af det er dårligt.

Jeg tror, du skal smide mere væk. Skrive 30 linjer, men kun bruge en. Nogle gange smide det hele væk og skrive forfra. Jeg fornemmer i hvert fald, at det kan blive rigtigt godt.

Men det er allerede slet ikke så ringe enda, sagt på jysk.

Hej Gitte

Jeg kender dig fra novellekonkurrencen som en god skribent og tør derfor godt forholde mig kritisk. Det har du fortjent, efter min opfattelse.
Der er mange, der skriver digte herinde. Jeg har bemærket, at kommentarerne altid er positive, har faktisk endnu ikke læst en eneste kritisk kommentar. Det må undre, da poesi i min verden er mindst lige så svær som prosa.

Dit digt her er næsten rent medvind på cykelstien. Kliché på kliché. Selve grundideen, de fire årstider, er jo set mange gange før. Derfor kan man selvfølgelig godt tage fat på det igen, men så bør der vel tilføjes noget nyt?
Du er ved at have fat i noget med linjen om gardinet af vand. Her er der noget friskt , overraskende metaforisk materiale. Men så forlader du det omgående og går videre med et sofastykke af rødmende solnedgang bag kirkespir.

Sidste vers giver med sin ordknaphed en poetisk effekt, en sproglig vinter.

Der er altså ting at arbejde med. Du kan bedre end det her.

Det var måske hårde ord, men velmente.

Mvh Glenstrup

Meget morsomt. Den pertentlige indledning er en fin kontrast til det senere så løsslupne.
Jeg forstår ikke påstanden om, at din fortæller skulle være alvidende og at du benytter for meget tell. Der er da hovedsagelig tale om en 3. persons fortæller, som beskriver med ydresyn og stort set udelukkende show!!! I indledningen og en enkelt gang senere er der lidt indresyn hos Tone. Det virker fremragende for mig. Jeg får især i starten fornemmelse af en lidt forsagt fortæller (Tone?), hvilket forøger overraskelseseffekten, da det hele vender.
Sprog og fortællerstil fastholdes hele vejen igennem og påvirkes ikke synderligt af de absurde begivenheder, som derfor overlades til læserens egen bedømmelse og fantasi. Sådan!
Tillykke med en mulig vinder.

Jeg havde problemer med at skrive min kommentar. Teksten blev af en eller anden grund hele tiden forsinket. Derfor vender jeg tilbage for at gøre kommentaren færdig.

En af de ting, du efter min mening gør så fornemt er, at du "lader fortælleren tage over" i stedet for som forfatter hele tiden at ville tilrettelægge. Din fortæller er jo meget speciel, bl.a. er det , som jeg ser det, årsagen til den, som andre påpeger, omstændelige indledning. Den skal ikke strammes op, så går den suggererende effekt tabt, og det er den, den giver den indre spænding.
Tak for at du netop ikke forfalder til at skrive en traditionel spændingsnovelle. Det uhyggelige her er ikke det, der sker, men måden, det er beskrevet på. Derfor gør det ikke noget, at man selvfølgelig har regnet ud, hvad der vil ske.

Jeg sad klistret til skærmen under læsningen og du får en topkarakter hos mig.

Meget begejstret for det her. Det, der får det til at fungere så godt er dit sprog. Du fører os ind i hans verden i den fine indledning om navnet Frederik. Meget hurtigt viser det underligt stereotype, suggererende sprog, som er splittet mellem noget gammelklogt og noget agressionsinkontinent barnligt, at der er noget helt galt. Der mangler rigtige indfølelige følelser. Alt er ligesom ensfarvet og i samme rytme. Det er derfor helt naturligt, at han tager Mr.Hyde figuren på sig, og også, at han pludselig formulerer sig så vidtløftigt om indholdet af romanen: Han er i sin egen verden.
Udåden beskrives med samme rytme og farveløshed. Meget imponerende at du formår at holde stilen hele vejen igennem.

Jeg synes heller ikke plottet holder, for mange ting, der er usandsynlige. For det første at han ovehovedet vil grave liget op. Liget er gravet ned under mindestenen, hvordan går det til uden at man dengang har bemærket, at der har været gravet, og hvem har valgt netop det sted? Jeg køber heller ikke at kæresten så nemt slår hans tilståelse af dobbeltmord hen.
Vor dobbeltmorder slår godt nok ihjel ved mindste provokation. Sådan fornemmer jeg ikke, at han er skildret.
Du bygger spænding op, men punkterer det så generelt for tidligt ved omhyggeligt at referere, hvad plottet går ud på. Burde nok give læseren flere muligheder for at være i tvivl. Opbygningen i starten virker fint nok. Og historien med den afpressende pedel ligeledes.
Du skriver mange gode replikker og scenerne flyder fint så længe du ikke skal udlægge selve mordplottet. Udtrykket: "De jordiske rester", virker lidt bedemandsagtigt. Du gentager det flere gange. Jeg tror, han ville formulere sig anderledes.

Interessant eksperiment med fortællerroller.
Jeg vil starte bagfra. Slutningen er fortalt af 3. person ydresynsfortæller og dialog. Man får at vide, at det foregår i fremtiden (flere generationer). Alligevel har beskrivelsen nutidig karakter (whisky, skosåler og et bånd(!), som den unge mand har optaget fra internettet???) Det er for mig tydeligt at varan her er blevet en metafor al den stund de jo opfører sig som mennesker. Men varanerne har altså taget over.

Afsnittet før er med "kamerafortæller", hvilket legitimeres ved forklaringen om overvågningsfilm. Et lidt underligt kamera, der kan kigge både ned på jorden og mod himlen samtidig, samt føle kulde og som vandrer fra det store perspektiv til scenen i huset. jeg synes ikke her du holder den begrænsning, du har pålagt dig selv ved at hævde, at det er en overvågningsfilm.

Diktafon"dagbogen" gennemfører du til gengæld for det meste meget fint. Dog mere end aner man flere steder forfatterens behov for at få placeret baggrundsviden. Vanskeligheden her er selvfølgelig, at hun taler til den fraværende Lars, som jo må formodes at kende disse ting i forvejen. Du gør flere udmærkede forsøg på at legitimere disse indslag, men skulle nok have ladet informationerne droppe lidt mere fragmenteret i stedet for dine lidt lange, baggrundsrefererende replikker.

Scenen med gasflasken holder du fint i stilen, og den er klart spændende. Dog tror jeg ikke på, at hun har kunnet holde diktafonen og diktere samtidig med, at hun slæber den tunge gasflaske med begge hænder.

Jeg undrer mig over at hun har troet sig i sikkerhed bag de skrøbelige vinduer, som øglen så enkelt kunne komme ind af. Og hvorfor er den så længe om at finde ud af det, især da den jo er stedkendt, som vi senere forstår.

Jeg kan ikke helt få dit grunlæggende plot til at gå op. Virussen gjorde mennesker, herunder Lars, til varaner, som åbenbart glemte alt om deres tidligere menneskelighed. Kone og børn aflives, hvorefter varanerne atter er blevet menneskelige og har sat sig på magten. Men på et metaforisk plan så: OK! Han skulle nok være blevet hjemme, ham Lars, i stedet for forsøge at redde verden.

Spændende, tankevækkende og interessant.

Din tekst kræver og fortjener flere gennemlæsninger, hvilket jo desværre kan være svært at nå, når man skal læse så mange. Fortællingen er fragmenteretnaturligt nok, da fortælleren er "broke up". Man må så som læser i gang med at rekonstruere.
Det 3. værelse er jo helt centralt for historien. Du beskriver først lejligheden med ialt 5 døre: Hoveddør, badeværelsedør der er åben, soveværelsesdør på klem, den meget lukkede dør til det 3. rum, lukket dør til køkken og lukket dør til stuen. Jeg ser for mig en 3-værelseslejlighed (køkken og bad tæller ikke med), formentlig med en central entré.
Sidst i novellen taler du så om, at det 3. rum er det eneste, der ikke er defineret, og nævner at køkken, bad og soveværelse er det. Men der var jo også en stue?! Den glemmer du vist.
Du er vist lidt af en lurendrejer som ønsker at få din læser til at tro, at det er en mand, du skildrer. Typisk med de efterladte madrester o.l. Når du så bruger Frankensteins monster som personens selvbillede må man jo tro, man er på rette vej. Men det er altså en kvinde. Der har været et brud med kæresten Steen og det er udløst af en katastrofe, formentlig en tidlig abort. De havde nok købt barnesengen tidligt i graviditeten. Der kan dog også være tale om et senere tab af barnet. Man forstår at parret derefter har forsøgt at holde sammen, kæmpet for kærligheden, men har måttet give op. Hun er så blevet efterladt alene i lejligheden, som man forstår hele tiden har været hendes. Steen skulle vel så være flyttet ind og det 3. rum skulle selvfølgelig være blevet barneværelse. Måske er det hans flyttekasser, der stadig står der (?), men ellers bærer indretningen præg af hendes liv før sammenbruddet.
Der er mange fine ting i din rolige beskrivelse af kvinden i lejligheden. Jeg undrer mig over hedes først ret tydelige beskrivelse af vasketøjskurven i badeværelset efterfulgt af en information om, at hun kun ser konturer på grund af mørket. Det hænger vist ikke helt sammen.
Du har nogle, efter min menig, lidt "stygge" formuleringer som: "Jeg vil gerne græde med rystende krop, men det biologiske hylster er rungende tom". Det er vist "overkill". Jeg kan godt se, at dine små afsnit med de engelske ord viser noget om hendes baggrund og kan ses som hendes forsøg på at få fat på sig selv og sin tidligere kontrol. Alligevel bliver de for mig lidt for tydelige, som en forfatter, der lige vil sikre sig, at læseren er med.
Efter min fornemmelse går der måske lige lovlig meget "katastrofefilm" i det i anden halvdel af historien. Jeg kan godt registrere, at skildringen er farvet af hendes panik, men så får jeg virkelig svært ved at acceptere, at hun samtidig kan reflektere over, om der findes et dansk ord for pandemonium.
Jeg ser nu at du i din efter min smag lidt for refererende slutning fortæller, at parrets kamp for kærligheden ligger før "katastrofen", så jeg har måske alligevel fået forkert fat i det. Måske er graviditeten kommet midt i denne kamp og tabet blot været det afgørende knæk. Men hvordan harmonerer det med den tidligere "togmetafor" : "Noget var godt kørende, indtil den altødelæggende sten på sporet, der fik det hele til at vælte"? Det er i øvrigt også en af de formuleringer, jeg synes er malet med for bred pensel. Men det er så min smag.
Jeg synes alt i alt du har skrevet en spændende novelle.

Du skriver en virkelig fin indre monolog med en sprogrytme, der passer til personen. I modsætning til andre finder jeg din historie intens spændende, og jeg ekan godt lide, at stormen er en metafor, som ikke skamrides.
Personen tegnes meget interessant og fint som en kontrolleret, intellektuel, følelsesforskrækket ung pige, og det virker for mig helt troværdigt, at "stormen" griber hende til sidst.
Jeg kunne nok godt undvære den lidt for tydelige indledning og afslutning. Jeg har forstået og oplevet din historie uden. Det, jeg bedst kan lide ved din måde at fortælle på er, at du netop ikke er for tydelig, men lader hovedstrømmen i fortællingen ligge under overfladen.

Jeg kan ikke lade være med at se et lille slægtskab mellem min og din HP, selvom de både køns-og aldermæssigt er forskellige.

Den alvidende fortæller skulle angivelig være død i moderne litteratur, men du forsøger her en genoplivning, og det gør du på en spændende måde. Din ironiske distance får mig til at acceptere stilen næsten hele vejen. Der er, som jeg læser det, flere planer i din fortælling. En helt udvendig forfatterkommentar med lommefilosofiske brokker o.l., En eventyragtig klassisk alvidende fortæller med f.eks. forudanelser, en indre monolog hos hovedpersonen og et ydresynsfortalt replikdrama. Man er som læser hele tiden lidt i vildrede, og det er sådan, det skal være, hvis litteratur skal være interessant.
God konstruktion med indledningssidefortælling, som møder slutningen og bærer temaet hunde og "noget der mangler". I det hele taget løber der en god understrøm af ufortalt fortælling.
Din ironiske stil bliver måske lidt for meget maner især i afsnittet med Bella, Agnes og Stormen.
Alt i alt en af de bedste noveller, jeg har læst endnu herinde.

Tak for de pæne ord Robert.

Jeg har ikke villet overdrive beskrivelsen af den "ydre orkan" , men har dog mod slutningen beskrevet, at lysarmaturerne var ved at falde ned o.s.v. Den vigtigste orkan er hans "indre orkan", som han dog formår at kontrollere helt frem til slutningen.

Du har ret i, at den egentlige handling ligger delvist skjult bag den ydre handling. Jeg er glad for at du bemærker storhed og forfald, det er et af hovedtemaerne. Fortælleren, som har hovedpersonens synsvinkel, er absolut ikke ydmyg og han er bestemt en prætentiøs mandschauvinist. Han er i det hele taget ikke sympatisk. Det er ikke en feel-good novelle.
Det undrer mig, at du spørger hvor stormen er.

Jeg er meget glad for den læsning, netop at hans tanker og sanseoplevelser flyder sammen. Tak for det. Jeg mener selv, at beskrivelsen af de historiske detaljer er meget negativt farvede af fortællerens personlighed og altså ikke er neutral historieundervisning.

UPS! Paraplyen blev til stok! Klart en fejl. Det var den blinde mand fra Ulysses, der havde stok.

Endnu en gang tak for kommentarerne.

Min hovedperson er lidt af en pedantisk nar, efter min egen mening, derfor den måske noget irriterende detaljerigdom. Novellen handler frem for alt om kontrol og tab af samme.

Det her er meget suverænt skrevet, så du er meget velkommen til at have et navn, der kan forveksles med mit.
Du behersker virkelig den svære 3. persons indre monolog. Lader historien åbne sig langsomt med fragmentariske tilbageblik mellem de uskarpe nutidsglimt og den drømmeagtige pige ved navn Erin... (erindring selvfølgelig!). Du undgår elegant at banalisere den barske fortælling om menneskelig fornedrelse. Hovedpersonen er meget skarpt tegnet både i den sproglige stil og i den noget springende, til tider uklare, tankegang. Man skal holde læsebrillerne lige på næsen for at følge med i alledine flash-back's, men hvem har sagt, at litteratur skal være nemt. Du er god til at efterlade ubestemmelighedshuller i beretningen og lade læseren komme til med sin egen fantasi og opfattelsesevne.
I slutningen løber tempoet måske lidt fra dig. Det virker lidt som om du lige må skynde dig at få hæftet tingene sammen og det bliver efter min fornemmelse en anelse for firkantet og tydeligt.
Langt det bedste jeg endnu har læst. Allerede nu min favorit som en vinder, selvom kommentaren ovenfor og den lidt høje lixværdi måske antyder, at du ikke vil blive værdsat som fortjent.

Kære LilleFod

Den risiko, at nogen tror, jeg bare vil brillere, må jeg løbe. Den person, jeg forsøger at skildre, ser uden tvivl alle disse ting som udtryk for eget værd. Han troede at al denne viden gjorde ham i stand til at kontrollere verden.

Tak for de pæne ord, og tak til Levi for Storms fodspor.

Tak for kommentaren Mogens

Jeg er klar over, at de mange data kan være et problem. Men det er et forsøg på at skildre en person, som netop er meget rodfæstet i alle disse data, som lever i dem og gennem dem. Novellen er skrevet i al hast i sidste øjblik. Jeg nåede lige akkurat at få oprettet en profil. Så der er ikke flere data end jeg selv har i hovedet når jeg går en tur ad Frederiksberg Allé. Jeg tror og håber ikke, der er fejl der, men har ikke nået at undersøge det.

Tak for de pæne ord