Hej Josiah,

jeg tror, jeg er lidt forelsket i din tekst.
Det er sjældent, jeg falder over ideer som din, der får lov at flyde ovenpå som en lille korkprop. Jeg er vild med så mange aspekter af din sproglige verden, at jeg ikke ved, om jeg får det hele med, men ros, det skal du have.

Det første, der slår mig, er din jeg-persons sarkasme og nonchalante attitude i forhold til de processer, der foregår omkring ham. Kommentarerne til instruktøren i drømmen eller alarmen på telefonen fik mig til at sidde og boble lidt over med kluklatter, noget jeg ellers normalt ikke er helt stolt over at indrømme, skulle jeg have tendenser til det.
På den anden side er han også lidt pernitten, som eksempelvis med sit tøj, hvilket giver karakteren et dejligt syrligt tvist.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Fight Club. Måden du illustrerer stream og consciousness minder utroligt meget om hovedpersonen i bogen, hvad end det så er bevidst eller ej. En anden reference, der skar igennem fløjlstæppet, var Donnie Darko. Hele episoden med flystyrtet og titlen på romanen leder tankerne lidt derhenad. Ikke at det er en egentlig kommentar på din tekst, jeg fik bare sådan lyst til at spoile lidt med nogle ideer til inspirationskilder, i det fald ingen andre havde overvejet det.

Dit sprog er skønt, flydende, elastisk, varieret, detaljeret.

Jeg glæder mig til, jeg får en chance for at læse den færdig - den skiller sig virkelig ud..

/Marie-Louise

Hej Laura,

jeg må erklære mig uenig med Chang. Jeg læste hans kommentar på forsiden, og så måtte jeg vide, hvad postyret handlede om.
Jeg synes, det er helt fint, den måde du holder en spænding hen, så man langsomt men sikkert bliver indført i forhistorien til. Det ville måske endda virke fint nok med endnu flere detaljer, det lyder næsten som om, det her er fortsættelsen til en historie, du allerede har skrevet - ja, jeg synes faktisk, det ville være endnu bedre, hvis du beskrev lidt mere om verden omkring dig, for ellers kommer verden til at ligne alle andre verdener. Men det er måske også historien i sig selv, der skal bære teksten oppe?

Jeg vil til gengæld erklære mig enig i, at dit sprog er ganske godt. Det er enkelt men alligevel ikke noget, man ser hver dag.

Jeg kunne godt tænke mig lidt strømligning af tankerne dog. Der er nogle gange, du hopper i tiderne, og det gør teksten lidt forvirrende og ufokuseret. Igen er din struktur dog fin, jeg kan sagtens forlige mig med den.
Jeg skal i hvert fald læse næste kapitel! (;

Bonne courage!
Marie-Louise

Hej Kåemer.

Jeg er helt vild med novellen. Selve historien er rigtig god, men allerbedst af det hele var stemningen. Selv er jeg et vinterbarn, der altid har elsket at lege i sne og glæde sig til jul, og selvom det kun er november, fik du helt klart den stemning tilbage i mig i starten af novellen.

Jeg er helt uenig med Scott. Jeg synes, personerne er fantastiske, og jeg synes, lige meget hvilken alder, et barn har, så har man altid den slags tanker, Freddy giver udtryk for, men det er også nødvendigt at udtrykke dem, og det har Scott måske ret i, at de ikke gør så tit. Det er da helt sikkert en skam og endnu en bonus til din stemning!
Det er jo ikke ligefrem en socialrealistisk novelle, så ærligt talt må jeg erklære mig totalt uenig med Scott og sige, at jeg synes dit karakterarbejde stemmer overens med stemningen, du ligger for dagen.

Det var rart (;

Hej Karina.

Jeg har nu læst de første syv kapitler samt prologen med interesse, og jeg må indrømme, at ideen er genial! Jeg er helt vild med selve skelettet, men der er alligevel nogle kritikpunkter til selve historien.
For det første er selve fortællertempoet generelt alt for hurtigt! Det er en helt ny verden, du introducerer, og jeg har selv som regel brug for, når der introduceres til helt nye verdener, at der dvæles ved nogle af de vigtigste ting, og at der beskrives mere dybdegående, hvordan det hele hænger sammen. Det er ikke nok at fortælle det hurtigt indimellem den ene spændende hændelse efter den anden, jeg har også brug for at blive lullet ind i verden, at blive indført nænsomt, om du vil.

Jeg kender ikke selv den her genre særlig godt, men jeg er helt vild med fantasy, og jeg er sikker på, at det er noget, du har rigtig godt styr på. Til gengæld snakkede jeg med en veninde, der er rigtig meget inde i den her genre, og vi snakkede også rigtig meget om personopbyggelsen, fordi jeg mente, at arbejdet med karaktererne er en smule for nemt sluppet. Eksempelvis er det alt for hurtigt, at Zayn giver slip på sine 'old ways' - han er vokset op som rebel, han har en forhistorie, og jeg synes personligt, det gør hans person lidt utroværdig, at han ændrer sig fuldstændig, bare fordi han og Shiva finder sammen.
Shiva synes jeg er fin, min veninde nævnte dog, at det skulle være en af de mest klassiske figurer inden for denne genrer. Det har jeg egentlig som sådan ikke noget imod, men så synes jeg til gengæld, at Aeneas er en kedelig person. Hans godhed havde virkelig været spændende, hvis altså han havde haft en form for nuance, således at man OGSÅ kunne se, han var blevet påvirket, om bare den mindste smule, af det samfund, han er vokset op i. Det er, desværre, også lidt utroværdigt, at han skulle være så fuldstændigt god, som han udgiver sig for, og så er det lidt for forudsigeligt, at han, hvis jeg har forstået din historie rigtigt, har et forhold til en af sine 'tjenere'?

Jeg håber ikke, at du tager kommentarerne alt for tungt eller alvorligt, for jeg synes, det oprindelige plot er fantastisk fedt, og jeg får selv mange af de samme kommentarer, når jeg skriver, så det er ikke, fordi der ingenting er at rose overhovedet. Jeg håber dog også, at du vil tage det til dig og måske arbejde lidt mere med at udrydde forudsigeligheden og sænke tempoet lidt, så man ikke hele tiden føler, man skal haste videre til næste event, men at man også får tid til at engagere sig i den verden, dit plot lægger op til..

Ben, bonne courage! Jeg følger i hvert fald helt sikkert historiens videre udvikling!

Man kan ikke slutte en historie på den måde!
Det er snyd for læseren, og det ville fungere virkelig godt som en roman, med det der på bagsiden som en teaser. Men historien kan ikke stå alene for sig som en novelle, det er ikke fair (;

Flot og spændende ellers. Små fejl, som godt kunne være opdaget, men none the matter.

Ret stærk, det er nemt at følge tankegangen.

Måske lidt inspireret af Rihannas 'Unfaithful'?

Den går rent ind!

Genialt!

Jeg elsker ordlegen, og selv om man nu sagtens kan regne ud, at det ikke er en kniv, der trues med grundet din egen kommentar i starten, så er det fedt at se, hvordan du har spillet på vinklerne. Jeg kan godt lide den måde, du bliver ved at zoome ind på men stadig holder det til den røde tråd, så man kan følge med, og det er forståeligt.
Måske jeg bare forstår det på en anden måde end de andre, men jeg værdsatte teksten rigtig meget..

Hej Bjørn,

jeg er egentlig meget enig med de to foregående kommentarer, jeg synes også, det er meget stærkt, og jeg kan godt lide dine billeder, så rosen er vel lidt overflødig.
Der var kun én ting, der lige vandrede over mine tanker, og det er slutningen. Det ramte mig, at det måske ville virke stærkere, hvis ikke du havde den sidste sætning med. Jeg kan rigtig godt lide den sidste sætning, fordi det er en fed tanke - det giver også stof til eftertanke - men jeg ville have nydt det, hvis du havde inkorporeret den morale igennem hele teksten, og så havde udeladt den sidste sætning.
Så for slutningen ligesom lidt mere kant, og det ville se fantastisk ud.

/Marie-Louise (;

Ok, jeg giver lige et lille input til forståelsen af teksten. Den er kommet lang tid undervejs, og oprindeligt skulle det have været en længere tekst, hvis ikke udkast til en roman, der gerne skulle kunne gøre op med nogle fordomme, også gerne nogle, jeg selv har om forskellige folk. Derfor er manden, der ser anderledes en lidt klichéfyldt, med vilje overeksponeret metafor for en person, der har et andet virkelighedssyn. Politibetjenten og journalisten er to stereotyper, der bliver gjort grin med og samtidig er det en kritik af læserens egne stereotype opfattelser af folk. Idet stereotyperne bliver yderligere manifesteret, ved tildelingen af navne fra et velkendt børneeventyr, er de også nemmere at operere med og twiste.

Det sker, at man starter på en tekst, der har et handlingsskelet, som så bliver drejet af sproget, og jeg kan godt lide legen med ord. Jeg synes ikke altid, det er handlingen, der skal bære teksten, det kan sagtens være sproget, og i legen med ord kan man også nemt skabe mangfoldige betydninger, hvilket gør teksten farverig. Det er en del sjovere end at læne sig op af alle de gamle kendinge inden for symbolernes verden, og lade dem bære budskabet hen i en psykologisk, eksistentialistisk, politisk eller hvad-ved-jeg retning.

Det er også fedt at lave en tekst helt uden mening, fordi folk er vant til at fortolke (og overfortolke) tekster med arme og ben, hvorfor læseren også engang imellem skal have lov at ryge ud af stolen, lette måsen og kæmpe sig igennem, hvis de død og pine vil have en mening. Og hvis de kun søger en mening, håber jeg ikke det bliver fra denne tekst.

Der kunne nok siges mere, men jeg håber, det er nok i øjeblikket (; Og mange tak for kommentarerne, det er lækkert at læse andres tanker..

Hej Mariah.

Jeg synes, dit digt her er ret fantastisk. Regardless of hvad meningen fra din side er, forstod jeg det lidt som en form for kritik af nogle af menneskets tendenser blandet med de fedeste billeder.
Jeg elsker associationerne, hver gang man har et klart billede, drejes meningen i forbindelse med det næste.

Jeg kan godt lide at sige, jeg selv gør det, men jeg ved ikke, om det har samme effekt, som dit digt har på mig, du får i hvert fald thumbs up. Jeg tror helt sikkert på det råmateriale, du fremstiller, og en usleben diamant er ikke på nogen måde værre end slebent kul.. ;D