Jeg synes det er et dejlig digt at læse. Det er som om, at når man læser det, får man den samme ro inde i sig, som der beskrives i digtet. Det fanger meget godt den stund lige inden en travl hverdag går i gang. Man ved godt, at der er en masse ting der skal gøres... Men det skal ikke gøres lige nu.

Det er et rigtig flot digt, der for mig virkelig fanger, hvad det at skrive kan gøre for mig.
"Alt falder på plads
Alt giver mening
Nu er der ro
Rodet forsvinder"
Specielt dette stykke, da jeg personligt selv nogle gange har bruge fra bruge skrivningen til at bearbejde ting, der føles svære. Så hjælper det at for sat ord på de tanker og følelser der rumsterer i hovedet på mig, og så du så fint skriver, jamen så forsvinder rodet.

Du kommer med nogle rigtig gode beskrivelser, og man kan som læser virkelig se hele scenariet for sig. Der er et godt tempo i handlingen, og man hopper ikke af på noget tidspunkt. Dit monster er nyt og spændende og du har virkelig fået beskrevet det godt.
Som det allerede er blevet sagt, så springer du lidt mellem tiderne, hvilket virker forstyrrende for læseren. Du har virkelig fået synssansen med, men det kunne også være rigtig fedt, hvis du kunne få nogle af de andre sanser med som fx lyden af væsnets bevægelser og lugten af benzin mm.
Jeg kan rigtig godt lide din slutning, da den giver en fornemmelse af, at døden ikke er så definitiv som man er vant til.

Hilsen Vinie

Rigtig fint digt, der virkelig bringe mange af krebsens karakteristika frem. Er selv krebs, så jeg kunne ikke undgå at smile, da jeg kunne nikke genkendende til mange af tingene

” Du skal vide, at du ikke er god nok.” BAM! Der ramte du hovedet på sømmet. Jeg kæmper selv med en spiseforstyrrelse, og indholdet af den lille sætning, er nok grunden til at jeg kom så langt ud, som jeg gjorde.
Din metafor med at bytte spejlet ud med et af dem fra tivoli, beskriver virkelig godt, hvordan ens krops billede bliver totalt forvrænget, af at have en stemme som Ana’s i hovedet.
” Vores tanker sløres sammen, og langsomt bliver vi til én person.” det er nemlig helt rigtigt. På et tidspunkt kan man slet ikke skelne den syge stemme og ens ’sande’ stemme fra hinanden, og spiseforstyrrelse er pludselig blevet en del af ens identitet. Og det er jo derfor, den er så pokkers vanskelig, at komme af med.
Flowet i din historie kan jeg virkelig nikkede genkendende til. Det der startede som en god ide, og ikke så alvorligt tager lige pludselig hest, og før man ved af det, er man så udkørt, og spiseforstyrrelsen har skubbet alt andet væk. Så i stedet for venner og familie, har man depressive følelser og angst. Angst for at tage på og angst for at miste kontrol.
Din slutning sendte et gys igennem mig. For hvor trist det end lyder, så er der jo en masse unge piger (og flere og flere drenge) så spiseforstyrrelsen kan sætte sine ubehagelige klør i.
Alt i alt synes jeg det var en rigtig god tekst, der afspejler alle de glorificerende tanker man kan have om sin spiseforstyrrelse i starten, og om hvordan den i sidste ende kun fører skidt med sig.

Tak for læsningen. Det mindede mig om, hvorfor man (læs: jeg) skal blive ved med at kæmpe imod de selvdestruktive tanker fra spiseforstyrrelsen.

Hej Jytte.
Hvor er det et dejlig sommerdigt at starte sin morgen ud med. Jeg synes virkelig, at du fanger essensen af en dansk sommer, med alt hvad den indebærer. Digtet minder mig om dengang jeg var lille, og skulle på sommerferie hos min farmor. Der fik jeg også altid rigtige jordbær, der virkelig smagte af noget.

Hilsen Vinnie

Det er rigtig dejligt, at du har fået skrevet personerne op, men det ville være rart, hvis der også kom en forklaring af de forskellige steder. I første kapitel ledte jeg fx forgæves efter en forklaring på hvad/hvor De to Riger, Det Røde Land, Deshret og Det Stejle Land m.fl. var.

Hvis der bliver nævnt rigtig mange lande, byer og områder, så ville det måske være en ide, at der på de første sider er kort, så man som læser hurtigt kan få et overblik over omgivelserne.

Sikke et spændende første kapitel. Du skriver rigtig fangende og meget beskrivende. Det er super fedt at du holder dig til tidsånden når du beskriver fx hovedpulsåren, og de følelser der som kommer frem i Insyah, fx i forbindelse med hans knap så gode skud. Men det er som læser også rart, at du lige forklare, jamen hvorfor, i forhold til de traditioner og normer der hersker i den tid, er det, at han føler som han gør. Det virker rigtig godt, og man får virkelig en forståelse for din hovedperson, selvom man måske ikke helt forstår kulturen.

Sætningen ”Nu ville han bruge en halv dag på at fundere over, om det havde været med vilje eller ej, og det vidste de,” gør virkelig Insyah menneskelig, og gør at man som læser kan relatere til ham. Super godt. Det virker rigtig godt gennem teksten at man får hans indre tanker og bekymringer med, da det virkelig er med til at opbygge spænding.

Du skriver rigtig godt, og det er en spændende historie, men de mange fremmede navne som fx , Det Røde Land, Deshret og Det Stejle Land, skaber en del forvirring.

Rigtig stærkt digt, som jeg tror mange kan nikke genkendende til.
For mig handler det om forvirringen og følelsen af, ikke helt at vide hvor man står henne i verden. Den der irriterende følelse af, ikke helt selv at vide, hvem man selv er og hvad ens "kerne" virkelig er. Så man forsøger at holde sig beskæftige med alt mulig andet, i et forsøg på at undslippe den ubehagelige følelse.

Hold da op, det var virkelig en kraftfuld tekst, det var virkelig en oplevelse at læse. Du får flettet så mange forskellige tanker og oplevelser ind i det, og det virker fantastisk. Du fanger virkelig din læser, og du får virkelig delt en verden, som for nogen, er meget ukendt. Men den måde du deler den på, er ikke bare monotome beskrivelser af hvor mange og med hvad, man får virkelig alene følelserne med.

Jeg håber at teksten her, er med til at åbne op for, at du kan råbe mere om hjælp, og række ud efter den, når den bliver budt.

Jeg elsker virkelig den kritiske vinkel du har, og linjen med "aber og bananer", havde virkelig (for mig i hvert fald) en super fed effekt, da det virkelig får frem, hvor primitivt vores egoistiske moderne hverden er.

uf, hvor er det bare et skræmmende digt. Som en af de andre kommentarer nævner, så kommer jeg også til at tænke på et mor-barn forhold, hvor moren er emotionelt utilgængelig for barnet. Og dette gør det bare ekstra skræmmende, da det lille barn jo virkelig bliver former og påvirket at den tidlige interaktion med moren.

synes virkelig, at du får en god pointe frem i digtet, som man måske ikke lige sådan gå og tænker på i hverdagen, men som jo nok egenlig er rigtig nok.
Som jeg forstår det, så handler det om, at det er jo ikke helt er noget værd, at have noget, hvis ikke andre kan se, at man har det. Så på den måde er vi alle (og man så har eller ej) med til at skabe noget af den påfulge tendens, som man ser rundt omkring.

Synes virkelig at teksen og titlen passer rigtig godt sammen, og det giver virkelig orderne noget power.
Jeg kan rigtig godt lide dit malende sprog, der er med til at sætte den dystre stemning. Som læser kan man jo ikke lade vær med, selv at komme med sine ideer om, hvad der dog er hændt for dette stakkels menneske, der føler sig som en zombie, til trods for, at personen stadig er i live.
Igen godt skrevet :)

Virkelig godt skrevet. Specielt dine tillægsord er jeg helt vilde med som fx Firkantede mennesker og gipsblegehud. Det gør virkelig at sproget bliver lækkert at læse. Det samme gælder hele forholdet til indtagelsen af vinen og dets konsekvens, ” Havde det ikke været for vinen, der stadig kræsede rundt i blodet, havde vi nok bare lagt os til at sove med det samme, ”og så til sidst” Jeg prøvede at holde dem vågne. Men det var umuligt. Rødvinen havde for alvor sejret.” Det virker som om at uanset om der havde været rødvin til stede eller ej, så var de faldet i søvn, og rødvinen i denne forstand fungere som en slags syndebuk, for andre problemer, som måske ikke lige er så lettet at få øje på.

Jeg synes det er nogle rigtige interessante tanker, som der kommer til udtryk i teksten, specielt den med, at hvis tingene nu ikke lever op til forventningerne, er det så det rigtige (eller den rigtige) som man har gang i.

rigtig godt skrevet. jeg kommer sådan til at tænke depression, når jeg læser det.
"der er beslutninger at tage, men ingen til at tage dem," den sætning fanger virkelig godt den der følelse, når tingene bare bliver for overvælende, og man ikke kan følge med mere, uanset hvor let folk så ellers får det til at lyde.

Jeg synes det er et rigtig godt dit, der rammer mig på et personligt plan. Jeg kender alt for godt følelsen af en indre uro, der gør det umuligt at hvile i sig selv.
Samtidig så synes jeg også det er et meget nutids relevant digt. Specielt for de mange unge, der oplever et pres for ”at være med” på en helt masse fronter som fx venner, familie, fester, skoler, fritidsjobs mm.
” Men måske denne konstante løben, vil slå mit hjerte ihjel.” specielt denne linje får mig til at tænke på hele debatten om 12-tals pigerne, der også kæmper for at være med og præstere fuldt ud (sikkert på mere end en front), men hvor det også langsomt begynder at knække dem.
Super godt digt, der virkelig fanger nogle relevante følelser.

Sikke en dejlig morsom tekst, og som nogle af de andre kommentarer også er inde på, så sidder man lidt bagefter selv med et smil og tænker "klaphat," om jeg-fortælleren, for hans manglende selvindsigt er nu meget morsom (måske også en anelse sørgelig) i denne sammenhæng

Meget speciel tekst , men på den gode måde, da den netop giver stof til eftertanke og at der bliver talt direkte til læseren ind i mellem, hvilket har en super fed effekt.

det er virkelig et rørende digt. Jeg er specielt vild med din personificering af de mørke følelser, da det virkelig rammer mig på et personligt plan, for nogle gange følels det virkelig som noget udefrakommende, der trænger sig på.
"Kan du ikke optimere den
Har du ikke noget at sige" Når disse to sætninger også bliver kastet ind i digtet (ment på den gode måde) så formår du virkelig at skitsere et paradoks op for læseren: tankerne "jamen, det er jo noget inde i dig, så kan du ikke bare fikse det? Lad vær med at være ked af det, lad vær med at være ensom. " vs følelsen af, at det er noget ude for ens kontrol, noget udefra, som kvæler en.
Virkelig flot digt.