Det du skriver, Rolf, er voldsomt fedt og meget spændingsfyldt. I den første del af afsnittet, sad jeg nærmest og savlede ufrivilligt, fordi dine billeder bare var så realistiske. Og det er en historie, som er pokkers lovende, og som rejser mange interessante spørgsmål (Jeg forventer jeg får besvaret senere). Der er dog nogle ting, som ikke helt stemmer i første del, og som desværre ødelægger flow'et længere nede. Hvad jeg skriver nu, er bare min mening - så tag det med et gran salt. Det er baseret på, hvad jeg ville gøre, hvis jeg skulle stjæle din historie og udgive den:

"mellem de kolde sandkorn."
- Jeg havde nok fjernet dette stykke, da det er lidt for meget på en gang. Ellers et godt billede!

"kiggede ud under hjelmen på de hundredevis af skibe"
- Der er et eller andet, som ikke rigtigt klinger, når du skriver ud under hjelmen.

"Det susede, hylede og hvinede i luften og hvide søjler rejste sig i det mørke vand"
- Det er nogle meget fede, og flotte billeder du maler.

"som troede de var blevet reddet"
- Det ville jeg også tage ud.

Billedet af den franske soldat, der ligger og skriger på sin mor, fungerer rigtigt godt. Men måske bør du se, om du kan beskrive hans handlinger mere, i stedet for hans udseende. Det har en tendens til at øge den dramatiske effekt.

"i den lækkende chalup"
- Pas på med, at bruge ordet Chalup for mange gange. Det begynder at lyde mærkeligt!

"Det havde været en god snak med Adolf Hitler i dag"
- Jeg tror ikke du behøver, at afsløre at han kender adolf hitler allerede her. Læseren dirrer allerede af spænding, efter at have læst det første afsnit. Gem lidt på det.

"alt for bløde sofa."
- Er det vigtigt, at vi får at vide at sofaen er alt for blød?

"men George kunne tydeligt høre at på kamptumlen at det kun var et spørgsmål tid før"
- at på

"store sorte røgsøjler sværtede den grå himmel"
- Det udtryk med røgsøjlerne, har du brugt et par gange nu.


"Scanneren accepterede af hans kort med en lille venlig lyd og den tunge dør begyndte summende at glide op"
- Pas på, at du ikke kommer til, at beskrive for meget. "Lille venlig", "Tung", "Summende" og måske også "glide", gør at der kommer lidt vel rigeligt med fyld på.

"det havde den forsker, hvis adgangskort han havde fundet i en skraldespand."
- Det lyder sgu lige lovligt oppertunt!

"John listede videre mod den sølvskinnende elevatordør, som lokkede for enden af gangen"
- Igen, jeg tror ikke det skaber meget stemning, at vi får at vide at elevatordøren er sølvskinnende. Jeg ville mene, at du bruger for mange af de her beskrivelser, især når det du egentlig skriver er en handling. Det nedtoner historien unødvendigt.
Og er der nogen speciel grund til, at elevatoren lokker?

"Timms, en anden rengøringsassistent, stod med ryggen til og moppede gulvet i en tilstødende gang og opdagede ingenting, da John lydløst smuttede forbi."
- Igen, måske er det bare mig. Men hvis han smuttede forbi uden at blive opdaget, så ved vi allerede, at det er lydløst.

"Det gjaldt om hurtigt at nå elevatoren inden vagten om lidt begyndte sin runde"
- Fjern ordet 'hurtigt'. Og "om lidt".

Med al den kritik, ser det jo næsten ud som om, at jeg mener det du har skrevet er dårligt. Det synes jeg bestemt ikke. Det er super duper fedt! Glæder mig til næste del. Er det forresten en novelle eller en roman?

Sig lige til når du er færdig med novellesamlingen. Jeg køber den gerne. Dit sprog er gennemført, og du har god struktur og fede ideer. Du skriver ligesom jeg ville ønske jeg selv kunne skrive. Jeg får lyst til at tilføje lidt her, og ændre lidt der, for lige at give det den sidste afpudsning.

"Du finder mig i asken"

Hvor er det fedt. Desværre forstår jeg ikke et resten, men den del er vildt fedt.

Hahaha!

Så sandt så sandt. Dette her er antitesen til en af Piet Hein-agtig gruk. Elsker den! Og så behageligt fjern fra de sædvanlige emner, om kærlighed, tvivl og ævl. Dig må jeg læse noget mere af.

De fire sidste strofer er uforligneligt smukke.

Velskrevet! Din stil er meget nem at sluge, og man bliver nemt medrevet af dit sprog. Selve historien virker en smule uinspirerende synes jeg, men jeg kunne godt se mig selv blive fænget af den, hvis den var længere, og hvis vi fik lidt mere mulighed for at få sympati med hovedkarakteren. Jeg kan bare ikke helt komme udenom, at den er en smule kliche, men det er selvfølgelig svært at gøre det anderledes, når det er så lille et uddrag. Jeg har kun en lille bemærkning:

"Hun mærkede en tåre på sin blå forslåede kind"
Blå + forslået, det virker næsten som dobbeltkonfekt. Jeg ville nok bare have skrevet 'blå kind' tror jeg. Hvad synes du?

Godt skrevet! Håber ikke jeg lyder alt for hård, for det er bestemt ikke min mening. Jeg kan, når det kommer til stykket, godt lide din tekst. :)

Meget lige til, og meget sødt. Krystalklart!

Stilhed i billeder, og følelser og sanser uden ord. Interessant at dine metaforer netop understreger sine egne karakteristika. Men hvilken jord ønsker tæerne at betræde? Den næste strofe føles knap så metaforisk, og mere som en stemningsskaber. Har du overvejet at bytte rundt på de to første strofer?

Den sidste strofe er PERFEKT. Jeg kan godt lide dit digt. Rigtigt godt.

Er du virkelig kun 15 år? Godt skrevet!

Den måde du udlader tegnsætningen på, og bare taler ud-i-et, giver dit digt en følelse af at det er skævt, eller at der er et eller andet galt. Som for mange skrå linjer, og skarpe farver i et maleri, har det en fed psykologisk virkning synes jeg. Jeg går ud fra, at det er meningen.

Og rytmen er fænomenal. Dit digt flimrer for øjnene. Det er en oplevelse at læse!

Hej ALFen. Fuck hvor skriver du fedt! (Jeg håber det er okay at jeg bander, når nu det er i god ånd). Jeg er især vild med denne strofe:

"Morten kan nogle gange græde
i de stille nattetimer
bag Gittes snorkende kødbjerg,
der vender med ryggen mod ham.
Hendes vægt tynger ned mod vandsengen bund,
så han ligger på en bakketop,
langt hævet over hende.
Nogle gange,
når hun vender sig i sengen,
er det sket,
han er blevet skyllet ud over kanten,
som er han et ligegyldigt kæledyr,
der fejes ned af sofaen."

Men lad mig være ærlig: Jeg havde klippet to trediedele af teksten væk. Rent skriveteknisk er det vanvittigt fedt, og du laver nogle fremragende jongleringer med ordene. Jeg finder ingen stave- eller grammatikfejl. Jeg ved det ville være svært for mig, at bestemme mig for hvilke dele jeg skulle beholde, men jeg ved også at det du har skrevet er endt med, at blive for langt, og alt for uoverskueligt. Når jeg læser dine tekster, så nyder jeg altid sproget. Og når man skriver på den form, giver det rig mulighed for at bruge pauser og pludselige indskud. Det er du en mester i. Du væver også sproget på en måde, så man som læser nærmest føler den samme pernippen- og pertentlighed, som Morten har siddende helt oppe i struben. Men ofte har jeg siddet og ærgret mig, da jeg læste den, for jeg følte at du forklarede for meget, og gav mig for lidt chance til at tænke selv. Måske er det bare mig.

Wow. Jeg kunne mærke det digt.

Hvor er det fedt, at folk bruger så meget tid på, at hjælpe mig med historien! I er kommet med mange forslag til rettelser, og jeg har stort set implementeret dem alle. Jeg havde aldrig troet, at folk her på fyldepennen ville være så hjælpsomme. Jeg er netop blevet færdig med andet kapitel, og regner med at publicere det i dag.

ALFen stillede et par spørgsmål om, hvor vi er henne i verden, og helt nøjagtigt hvad det er der foregår. Det kan jeg desværre ikke afsløre, men jeg var enormt glad for hendes kritik. Særligt bemærkningen om, at jeg bruger ordet 'pludselig' lidt for mange gange. Det har jeg ikke bidt mærke i før, så det er rettet. Nu håber jeg bare, at jeg er kommet efter det i det næste kapitel, og ikke begår de samme fejl.

Du har et enormt talent, når det kommer til at skabe billeder og stemning. Man bliver revet ind i det fra første sætning. Det er sjovt, for de meget stærke og gribende billeder, står i stærk kontrast til dialogen, der er enormt absurd (På den fede måde!). Der er et par ting i novellen her, som bare skal fungere rigtigt, og det gør de også. Du skal have læseren til at være hooked så han når ned til afsløringen, du skal lægge brødkrummer ud som læseren først gennemskuer når han har tygget sig helt igennem den, og så skal du have en god afsløring. Jeg synes du formår det hele: Men jeg tror simpelthen at novellen er for kort. Der mangler mere opbygning, mere karakterudvikling (Som ikke nødvendigvis bør have med handlingen at gøre), og så ved jeg godt, at paragraffen her er en vigtig rød tråd for plottet (Som fungerer fremragende):

en gamle mand lod overtøjet blive på og tog plads for enden af bordet. Han satte sig tungt i stolen, lænede sig tilbage med alt hans vægt og sukkede. Derpå lynede han halvt ned i lynlåsen og tog en Peterson Pibe og en dåse Dunhill Tobak frem fra inderlommen. Han lage det stilfærdigt på bordet foran sig. I sidelommen fandt han en Zippo Lighter og en pibestopper. Så skruede han låget af dåsen, og de enogfirs årige fingre befølte tobakken. Han fiskede lidt op og stoppede pibebunden med en let hånd. Den søde aromatiske duft begyndte at brede sig, og mens han stoppede anden lag, en anelse hårdere, sagde han: - Hmm, hmm!
Derefter kiggede han på det glatslebne pibehoved og nød skønheden i materialet, de fremtrædende åreringe og den mørkbrune farve, der mindede om en flaske cognac.
- Hmm!
Det sidste lag i toppen blev stoppet hårdt. Derefter tændte han piben med stor omhug. Tobaksoverfladen begyndte at gløde, og han ventede til det havde udvidet sig. Så trykkede han for sidste gang med pibestopperen og tændte igen. Da der var ild i hele brandoverfladen, satte han sig godt til rette og begyndte at ryge langsomt.

.... Men pas på med at du ikke får alt for mange ligegyldige detaljer med. Kan vi nøjes med at høre, hvordan tobak gnistrer, når man fører lighteren henover den? Jeg ville finde en måde, at skære det halve af ovenstående citat bort. Du maler nogle flotte billeder, men jeg er stadig bange for, at læseren risikerer at komme til at kede sig.

Jeg har lyst til at være rigtigt hård ved dig, netop fordi du skriver så fængende som du gør. Det er mærkeligt at jeg har det sådan, for jeg sidder stadig med den varme følelse af solen på min hud, og med vinden i halstørklædet. For jeg kunne mærke varmen på min ryg, da solen lyste teltet op, og pga. dig har jeg pludselig lyst til musli med nødder, havregryn og frugt. Og jeg kan ikke engang lide musli! Super velskrevet.

Jeg vil gerne sige mange tak. Det er fedt at have sådan nogle dygtige pen-entusiaster, til at gennemlæse og kritisere sin tekst. Det var meningen at teksten skulle være en gribende smagsprøve. Nu tør jeg godt skrive mere!

Jeg har meget dårlig selvtillid. Jeg har læst mange bøger; alt fra gysere til science fiction, fantasy og realpolitisk drama. Men de ting jeg selv skriver får næsten aldrig ros. Dog har jeg haft det billede inde i hovedet længe. Altså, billedet af Dan der ankommer på en tankstation, og billedet stod bare så skarpt på den indre nethinde, at jeg blev nødt til at nedfælde det. Hvis i har andre tips, vil jeg meget gerne høre dem. Hold jer endelig ikke tilbage!

Retter fejl i teksten nu.