Jeg læser dette som at være bange for at ødelægge en anden person, men jeg tror at det kan forstås på mange måder. Din metafor med superlim er god, og jeg synes at det er et udtryk for stor kærlighed at ville give alt det gode i én til en anden person. Som sagt før, kan du nu noget med ord.

Ja, vi leder vel alle efter meningen en gang imellem...Jeg synes at du er god til at sætte de rigtige ord sammen. Jeg kan i hvert fald godt relatere til at man ikke selv kan finde ud af sit eget hoved, og derfor håber at en anden kan være en behjælpelig, som er det jeg synes at du beskriver så fint. Ligeså synes jeg også at du flot beskriver ikke at kunne genkende sig selv i spejlet, og til slut, hvordan noget går i stykker pga. dæmonerne. Det er i hvert fald sådan jeg læser det. Den sidste strofe kan man læse et par gange og få forskellig mening ud af det, tror jeg. Jeg kan godt lide din måde at skrive på.

Jeg synes at det er en fed metafor med katten, som jo kan være så fjerne, men alligevel også så kærlige. Er især vild med 3 strofe og den sidste linje, der jo siger at personen heller må finde sig en anden. Godt skrevet.

Rigtig fint digt, der godt beskriver den kamp det kan være at komme ovenpå igen. Er glad for din metafor med at sidde i bunden af hullet, det illustrerer det meget præcist. Flot.

Rigtig flot beskrivelse af hvordan man nogle gange kan blive nødt til at lade folk redde sig selv, så man ikke ender med selv at blive "forbrændt". God metafor, selvom jeg synes at du måske bruger den lidt for meget. Men det er bare min smag :)

Meget enkelt digt - det sætter jeg altid pris på. Kan godt lide hvor meget du har brugt "mig" og "dig", giver digtet et lidt spøjst præg, som gør det sjovere at læse. Godt budskab og jeg tror nu også at vi alle sammen går rundt og er lidt forvirrede over at være os selv en gang imellem :)

Meget følsomt digt du har skrevet. Jeg kan godt lide hvordan du beskriver følelsesskiftet som personen har og den følelse af at man gerne vil passe på et andet menneske. Et par ting; tror at du mener "igle" hvor der står "ile", "floskler" hvor der står "fjoskler" og "opvakt" hvor der står "opvagt". Det er ikke for at være irriterende, men sådan nogle ting falder mig bare i øjnene. Flot digt.

Beundringsværdig indstilling, synes jeg. Som pige, eller bare som menneske generelt, er det vigtigt at kunne sige nej og, desværre også, at kunne være hård. Som du skriver, skal man ikke trædes på. Jeg kan godt lide især det andet afsnit og allermest linjerne med "en kriger i en blomstermark" - rigtig godt billedsprog og det med "i en verden af afvisninger, afslag og sværd". Som du skriver i sidste afsnit er det en fænomenal ting at lære sine børn at de kan alt og må alt (med måde).

Sikke et dejligt digt, der både er lidt sjovt og pudsigt, men også kan forstås som noget alvorligt. Jeg fortolker det mest som at ens problemer nogle gange bare ikke ville lægges væk, ikke er til at slippe af med. Et digt man kan læse mange gange og med en rigtig god slutning.

Så sandt som det er skrevet, tror jeg. Dejligt småfilosofisk.

Ja, her er så endnu en af dine tekster som jeg er blevet ret vild med. Som sagt før: dig og ord, du kan altså et eller andet helt specielt.
Det er en meget smuk måde at fortælle historien om en der ikke kunne lukke denne anden person ind (det er sådan jeg læser den, i hvert fald) og kun skubbe personen bort. Rent personligt er der elementer jeg kan genkende, tror at det er svært for mange at lukke en anden ind. Det strider imod vores selvopholdelsesdrift, at gøre os selv så sårbare og give en anden magten til at såre en. Det er da min teori. Nå, men dette viser så især med linjen "jeg vil lade dig skille mig ad, blot for at samle mig igen" at denne person er klar til at overgive sig. Din tekst er utrolig inspirerende.
Håber du kan bruge min (lidt rodede) kommentar.

Det er en utrolig smuk (og smertefuld) tekst. Du kan virkelig noget med ord, jeg er nok lidt misundelig. På trods af at du bruger mange metaforer og det er meget romantisk bliver det aldrig for meget, hvilket det ellers nemt kunne være blevet. Jeg tror dette er den slags tekst man vil kunne læse mange gange og stadig kunne finde små guldkorn som man ikke har opdaget tidligere.
Især afsnittet med at man aldrig kan beskrive de bittesmå ting ved den person man elsker, at der er så meget som ikke kan sættes på ord. Også afsnittet med at folk ville have at personerne skulle gifte sig og få villa, vovse og Volvo, som det stereotypiske billede på hvordan man burde leve, ramte mig også. Jeg mærker hvor ondt det gør at miste nogen som du elsker og, som du skriver, alt det der kunne have været. At man kun kan nå dem i tanker og i drømme. Ja, jeg kunne blive ved :)