En sommernat så skær og blid
skulle bruges til yndet tidsfordriv.
Jeg greb om pennen og digtede vers,
mens myggene dansede og gjorde kommers.
Jeg fægted' med arme og ben, men ak,
det føltes som om mindst hundred` mig stak.
Mens tudsen puslede og gnaskede snegle,
så tussede mørket om lysets kegle.

Dog, sommernatten var stadig skær,
og jeg havde altså sat mig her,
og selvom der ikke var fuldkommen fred,
så ville jeg skrive noget ned.
Her dufted' af roser og nyslået græs,
den duft kunne fjerne al hverdagens stress.
Hist snøftede et pindsvin, her listede en ræv.
Så lagde jeg pennen, slet intet jeg skrev.

I sådan en nat må man blot være stille,
man glemmer med et, hvad det var, at man ville,
lader tankerne hvirvle af sted mod en stjerne,
der funkler og blinker et sted i det fjerne.
Måske er der andre som jeg med den tanke,
at hjerterne alle i takt burde banke
og samles i netværk til nytte og glæde
om Jorden at knytte en kærlighedskæde.