I natten ligger minder på lur,
en tyst forfølger i hjertets mur.
Lyde, billeder, glimt af før,
river sjælen fra nuets dør.
Et knust glas i tidens hånd,
en flænge i sindets sarte bånd.
Ingen ser, hvor dybt det går,
et usynligt sår, der altid består.
Huden sitrer, og pulsen slår,
som om krigen stadig råber og går.
Men her er stilhed, en hverdagens ro,
dog kæmper hjertet i sit eget bo.
Skyggerne danser, de træder nær,
som et spøgelse, der aldrig bær'
den byrde, de lagde i brystets rum,
en tung melodi uden nogen barmhjertigheds-trom.