Det sidste stille åndedrag forsvinder lydløst ud i rummet. Holder vejret. Venter utålmodigt, håbefuld og rædselsslagne på næste åndedrag. Men det kommer ikke. Virkeligheden indhenter forestillingen og det frygtede øjeblik er her. Alt stopper, selv tiden, omendt bare et sekund. Et paradoks af skamfuld fred og sorg rammer. Alt er sort indeni. Alt bliver stille.
Tiden fortsætter udfortrødtent. Det ene sekundet tager langsomt det andet. Dagen ender.
Ser grædende ansigter. Kan ikke skelne dem. Kan ikke rumme dem. Må væk.
Livet føles som en drøm man gerne vil vågne fra og drømmen føles som en virkelighed man gerne vil blive i. Alt er sort indeni. Hvornår skal man egentlig grine igen ? Og af hvad dog?
Det kommer uventet, velkendt og forlettende - grinet. Det sorte indre bliver nu til en rund sort kugle med en lysende blå ring om. Årene går. Græder og griner. Den sorte kugle er der stadig men nu omkredset af alle regnbuens farver. Forladt dog aldrig glemt.