Min afdøde far
sagde altid
jeg frygter dine oprigtige følelser
og jeg frygter din tavshed min perle
jeg ved ikke
hvad jeg frygter mest idag
min kære far
fortvivlelsen spiser mit sjæl
forfølgere mig
som sin bytte
i det forsvundet forår
Fortvivlelsen åbnede døren
til et sår
og sovende følelser i mit dybe sind
bladrede løs i din sygdomsmappe
som vækkede din drøm
fra fremtiden
drømmen om at se mig
i den hvide kjole
imellem begivenhederne
kastede jeg mine drømme
bagved min ryg
for at forlænge din levetid
jeg tabte krigen
mod dine sygdomme
jeg mistede dit sidst kram
da jeg ikke nåede at være tilstede
ved dit sidste åndedræt
jeg nøjedes at kysse
dine blege hænder
der fik mig til at dække
på mit slagtede hjerte
Jeg vugger mit hjerte trøstende
med vores sidste samtale i telefonen
min evige gråd i mørket
mens jeg var din evige stolthed
og din yndlings blandt mine søstre
jeg ønskede ikke at eje favorit pladsen
det kostede mig sommetider
mine søstres fælleskab
jeg ønsker blot
din tilstede blandt os nu
det ville være
som min udholdende varmefrakke
i vinterens kulde