Jeg kender et sted...
Det er længe siden jeg var der sidst.
Når jeg ikke er der
går tiden langsomt.
Jeg føler mig alene
alle andre steder.
Jeg glemmer aldrig hvor meget jeg elskede at være der.
Det er det smukkeste sted jeg kender.
Den første gang jeg fandt det
glemmer jeg aldrig
så overset
og glemt af hver og en.
Det lod naturen tage over
og naturen lod ukrudtet gro
ingen kunne se dets skønhed og pragt men jeg så alt
plejede det mere end mig selv.
indtil opmærksomheden blev vakt.
Mit sted blev opslugt
af alle de øjne der ser
og jeg føler mig glemt
erstattet
og forladt.
nu kan det pleje sig selv
men mig har det glemt.
Jeg forsøger dagligt at benægte jeg vil derhen.
Nu opdager flere og flere stedets skønhed.
Nu kan de se
men aldrig som mig
ikke med min kærlighed.
min kærlighed
til mit sted.
Den kan de aldrig få.
For jeg er den eneste som så
da det kun følte grå.
Det var engang mit sted.
Jeg vil gerne give slip
Det er svært.
Måske
tilfældigheden en dag fører mig derhen
men jeg tvivler
på at jeg vender tilbage igen.
Men mest af alt:
så håber jeg,
at jeg finder et nyt sted
et sted
kun for mig selv
som ingen andre, vil kende til.