Bang
Det første skud kom snigende.
Langsomt halede det ind på mig.
Først i sidste øjeblik forsøgte jeg at undvige.
Kuglen ramte mig i hånden, gjorde min skrift usikker og mine ord utydelige.
Såret helede langsomt.
Imens det åbne sår forvandlede sig til en lyserød prik, voksede en angst for et nyt skud i mig.
Kuglen havde ramt mit sprogs nerve.
Jeg måtte genopstå i min angst og i mine svage ord.
Bang.
Det andet skud affyrede jeg selv.
Jeg stod længe med pistolen før jeg skød.
Med pistolen mod min tinding skød jeg.
Forbier.
Hjernen forblev intakt, men det nydannede hul i mit kranie skabte gennemtræk.
Langsomt sivede sjælen ud.
Hullet fra skuddet helede ikke denne gang.
Det bredte sig.
Rundt omkring på min krop, opstod huller, hvor al resterende sjæl kunne sive ud.
Tomhed skaber vækst.
Og inde i mit hullede hylster spirede en ny sjæl langsomt frem.
Mit hylsters ukuelighed var slående.
Hylstrets fornægtelse af sjælens bortgang, skabte en ny.
Forvirret vandrede jeg, min sjæl og mit hylster rundt
Hvorfor rungede verden, som genklagen i et tomt rum?
Vandringen fortsatte, og mens hylsteret forsøgte at holde sin nye sjæl inde,
søgte sjælen efter lys.
Den ledte efter det liv, der var malet på de vægge der omgav den.
Sjælen fandt intet lys, den fandt en ro.
Dybt inde i hylsterets labyrint, fandt den et bankende hjerte.
Her slog den lejr, og byggede sit hjem.
En dundrende og bankende ro faldt over mig, min sjæl og mit hylster.
Min flakkende sjæl, havde fundet ro i mørket.
Bang.
Det tredje skud kom fra dig.
Du ramte plet.
Kuglen gennemborede mit bryst og blotlagde mit hjerte.
Forskrækket forsøgte mit hylster at indfange min sjæl,
der hjælpeløst hvirvlede ud af mit bryst.
Tilbage er nu kun jeg
med et gennemboret hylster og et blotlagt bankende hjerte.
Men min sjæl.
Den er væk.