Under en sansende transitionsudvidelse
Eksploderer det nye rum i et gummibensagtigt elastikliv vi åh så gerne vil spille os gode i...
Noget stort bliver tålmodighedstestet på parameteren, hvor meget et menneske mon kan bære
Og bære at bære over med
Det værste du spytter ud, er at jeg fremfor at opretholde signalveje hen til dig
Blot burde gå i gang med at strække mig lidt mere, i dette og hint, af dig specificerede situationsspil.
Drømmen knækker sit tynde glas, sin sidste chance for at finde den gamle sjæleverdens sidste ubrugte efterladte vandspejl fra Atlantis.
Som æggehvide stivner straks på en glohed pande opfattes det kontant men spagt i drømme at vi, på trods af, at vi må haft kærlighed af stor kaliber sammen i flere liv, ja begge to tog fejl i at satse på denne fælles historie som garant for 'os to sex her og nu",lille du.
Sjælen stikker af for dollardufte har endelig besat enhver hjerne afkrog så intet næsten kan gro, så vidt kom Murens Fald, Berlin 89, dens skygge falder dermed over vore hjerter og sjæle, trods muren ikke burde have skyggekast mere, ikkeeksisterende som den er.
Jeg venter noget, jeg formår at vente en stor kærlighed, jeg ser os smile i de hvide uniformer jeg arbejdede så hårdt for at få ret til at bære, og nu bærer på, ligesom en mand kaster sin kærlighed til den eneste ryg han har, bare for at føle han kan holde op med at hade sin krop konstant.
Imens spinder jeg med på at bygge fascismens fremtidsansigt.Dåsemaden er snart indkøbt, der er gravet ud og støbt vægge og dette nye, - det varmende projekt, at opbygge dette beskyttelses rum i min baghave-, samler min koncentration.
Kort sagt ville jeg som den unge hippie, jeg var for tredive år siden, sige, at jeg overlever med forstanden i behold gennem at gå totalt op i sådan et projekt, men at det, jeg sår af frygt til den næste generations høst, med den securityalvor, vil dræne og udmatte mine efterkommere og den ret til håb de har...ret til frit at bevæge sig...ja jeg som ung hippiesjæl vile sige, at det jeg sår er moralsk anløbent og uvederhæftigt. Kort sagt er jeg dommer og bøddel overfor noget i mig, som jeg dømmer videnskabeligt uredeligt, når det stof kommer fra en humaniora trænet person som jeg. Jeg evner at fælde mig selv med skyld, endnu mere end jeg får pålagt.
De drukner mig, mine venner drukner mig, jeg ved det bare, min familie drikker deres vin uden mig, alkoholikere griner og nyder livet mere end jeg, jeg elsker ikke livet, tænker de, og det er nok rigtigt når jeg ku forlade min søn og han aldrig kom ud af den grav.
Ofte må jeg sidde på graven og skrive som nu. Jeg overvejer at flytte til en billigere lejlighed for at få råd til at starte et narko misbrug, og jeg ved, at jeg netop derfor er ved mine fulde fem, for der er alt mulig grund til at bedøve sig nu, sådan som konkurrence samfundet æder sine børn og smadrer dybden af den mulige SKØNNE KÆRLIGHEDSRELATION. FANDEN TAGE DE ANDRE MENNESKER. Men det siger alle vel jo mere klarheden bliver skarp og bitterhed bliver det rimelige valg...: Jeg har tabt min tro og mener nu, at mennesket har spillet fallit som art.