I min sorte hjerne, hvor hyæner bider og kradser, føles det som nat, hvor midnatssolen spinder over vores maltrakterede planet. Over børneansigter der fnyser blod og snot af et samfund, som er under afvikling efter årtusinde, hvor vi bevægede os fra grøn zone til rød zone af brand og oversvømmelser på alle etager. Snart er der ingen vej tilbage for spejlene har lukket alle udveje.

Jeg ligger i sengen og hører lyden af hovslag mod min søvnløshed. Jeg er lukket inde i en klokke og medicin. På nattehimlen over mig glimter byerne, som jeg kan se igennem de store træers grenværk. Det føles som jeg bliver ved med at falde ned igennem sengen og rundt omkring svømmer oceaner af selvlysende fisk.

Områder af mig er ikke menneskelige. Mørke egeskove og natlys i en underjordisk sommer. Der flyver gnister rundt i min hjerne, hvor hukommelsens solsystem falder og falder. For snart husker jeg ikke mere. Ser tilbage til min fødsels gitter, bagved er der bare grumset. Jeg går i en lys tunnel. For enden er der bare mørke.

Min katastrofebevidsthed er uendelig fin, for hyænerne kommer og flår mit liv op med deres flænsende tænder og kraftige kløer. Mine blodårer forgrenes til mistillid og flyder ud i gader af maddiker.

Der var engang en have med masser af udgange. I årtusinder lyste der grønt og smukt. Nu er det hele ved at forstøve, da der for alle udgange står spejle. Menneskenes epoke forstøver, som min hjerne, der banker for at komme ud. Børn bliver født og stiger roligt op til apokalypsens dødsmetal og spejlene splintres.